Sportsstjerner med til bords med Hu
Langt hen ad vejen er det, hvad der kan kaldes Tordenskjolds soldater, der fredag aften sidder til bords med dronning Margrethe og det gæstende kinesiske præsidentpar.
Men lader man øjnene vandre ned over den lange liste over de kinesiske og danske gæster, er der et par navne, som nok skal få drejet middagskonversationen over på mere letfordøjelige emner end verdenspolitik og økonomi.
Mellem overdådige rober og mænd i kjole og hvidt sidder de to danske sportsstjerner, badmintonspilleren Peter Gade og bordtennisspilleren Michael Maze, med til bords.
At det lige netop er de to, der har fundet vej til det fine selskab, er ikke helt tilfældigt. De har begge flere gange stået over for toptunede kinesere i afgørende kampøjeblikke inden for hver deres sportsgren.
Det er uvist, om Michael Maze selv får lov til at snakke med den kinesiske præsident under middagen, men skulle det ske, er der nok for de to at tage fat på.
Det siges, at privatpersonen Hu Jintao følger interesseret med i bordtennis, og siden 2008 har det danske landshold været trænet af præsidentens landsmand, kineseren Hu Wei Xin.
Ud over de to sportsstjerner er også direktøren for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, også med til taffel.
Heller ikke han må formodes at have problemer med at finde på emner at snakke med kineserne om.
Omverdenen kritiserer i en jævn strøm Kina for brud på menneskerettigheder, og i forbindelse med det aktuelle præsidentpars besøg i Danmark har især Støttekomiteen for Tibet forsøgt at skabe opmærksom om Kinas Tibet-politik.
Præsidentparrets besøg i Danmark slutter lørdag, hvor de rejser videre til Mexico for at deltage i G20-topmødet.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned