Støjberg leder efter familiesammenføringens columbusæg
Regeringen, DF og Socialdemokratiet arbejder for at finde et sæt regler, der gør det let for udlandsdanskere at vende hjem med en familie, men samtidig svært for udlændinge at få deres ægtefælle til Danmark. Foto: Scanpix/Asger Ladefoged/arkiv
Scanpix/Asger Ladefoged/arkiv
Udlandsdanskere skal have nemt ved at vende hjem med deres kone. Mens det skal være svært for pakistanere.
Regeringens mål for nye regler for familiesammenføring er egentlig ret enkelt: Hvis du som dansker vender hjem efter en årrække i udlandet, skal du uden videre besvær kunne tage din udenlandske ægtefælle med hjem.
Det skal derimod være temmelig svært for personer fra lande som Pakistan og Somalia at hente ægtefæller fra hjemlandet til Danmark.
Men det, der lyder enkelt, er alligevel kompliceret, erkender udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) efter et forhandlingsmøde med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti fredag formiddag.
- Det er kompliceret, når man skal sikre, at de, der kommer hertil, skal bidrage, men på den anden side også meget gerne ser, at udlandsdanskeren kan få sin familie hertil.
I dag gælder det såkaldte tilknytningskrav, som betyder, at et ægtepar samlet set skal have større tilknytning til Danmark end til et andet land.
Det volder imidlertid problemer for mange udlandsdanskere, der ønsker at vende hjem, men har stiftet familie, mens de har boet i et andet land.
Derfor vil regeringen skrotte kravet. I stedet skal en person opfylde minimum fire af de seks nye betingelser, hvis vedkommende skal få godkendt familiesammenføring.
Socialdemokratiet er i hovedtræk positivt indstillet over for regeringens forslag til nye betingelser. Mens Dansk Folkeparti taler for positive særrettigheder til danskere.
Udlændingeordfører Martin Henriksen (DF) mener, at Socialdemokratiet og regeringen står med et selvskabt problem.
Sidste år afskaffede de nemlig den såkaldte 26-års-regel, der betød, at man ikke skulle leve op til tilknytningskravet, hvis man havde været dansk statsborger i mindst 26 år.
Det skete efter en dom fra menneskeretsdomstolen, der fastslog, at 26-års-reglen var diskrimination. Det burde Danmark ikke have rettet ind efter, mener DF.
- Det er svært at forstå, hvorfor man ikke må give positive særrettigheder til danskerne, når de vil hente en udenlandsk ægtefælle til Danmark, siger Martin Henriksen.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie