En dansker, der har nydt godt af gratis kandidatuddannelse, bør betale tilbage til samfundet gennem arbejde og skattebetaling.
Men hvis vedkommende i stedet flytter til udlandet, får arbejde og dropper den danske skat i mere end et par år, så skal der betales tilbage til staten.
Det mener S og SF, der støtter indførslen af en såkaldt "kandidatpant" i form af et rentefrit lån, som alle kandidatstuderende skal tage for at betale deres uddannelse. Lånet skal efter endt uddannelse betales tilbage over 10 år - men kan fratrækkes i betalingen af dansk indkomstskat.
- Kandidatuddannelser skal ikke være noget, man låner sig til. De skal være et gratis gode i den danske velfærdsstat, siger formand for Danske Studerendes Fællesråd (DSF), Mikkel Zeuthen, der kalder idéen for et "principielt skred".
- At gøre alle kandidatuddannelser lånebaserede er en utrolig farlig glidebane på vej mod brugerbetaling på universiteterne. Når man først har taget det principielle skridt, så er det utroligt let at justere på det konkrete indhold, siger han.
Mikkel Zeuthen roser oppositionens netop offentliggjorte økonomiske plan for at indeholde gode forslag på uddannelsesområdet på trods af faldgruber som den lånebaserede kandidatuddannelse.
- Vi kan sagtens forstå, at man kigger på, om det skattefinansierede system kan hænge sammen. Det er forudsætningen for gratis uddannelse, siger Mikkel Zeuthen.
I stedet for oppositionen og Velfærdskommissionens lånebaserede model foreslår han, at højtuddannede danskere skal betale en afgift, hvis de ikke betaler dansk skat. Formanden for DSF ønsker ikke at sætte tal på en eventuel afgift.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie