Styrelse kritiseres for utilfredsstillende kontrol med A-skat
Der skal være øget kontrol af, om virksomheder indberetter den korrekte skat og bedre opfølgning.
Statsrevisorerne kritiserer, at Skattestyrelsen ikke har været bedre til at kontrollere, om virksomheder indberetter den korrekte A-skat.
Det betyder ifølge skatteborgernes vagthund, at der er risiko for fejl og svig i virksomhedernes indberetning, hvilket kan betyde et tab af skatteindtægter. Det betyder dog ikke, at det nødvendigvis er sket.
Det beskrives som "utilfredsstillende", hvilket er middel på skalaen for Statsrevisorernes kritik.
A-skat er den skat, som borgerne betaler af deres primære indtægt, som typisk består af arbejdsløn, dagpenge, pensioner, SU med mere. Det er arbejdsgiveren, der står for at indberette indkomsten til Skat.
Det er op til Skattestyrelsen at kontrollere, om virksomhederne indberetter den korrekte skat.
Statsrevisorerne kritiserer yderligere, at muligheden for bøder ikke benyttes i højere grad overfor virksomheder, der har fået mange fastsættelser.
Skattestyrelsen undlader at rykke alle virksomheder, som ikke indberetter skatten til tiden. Der bliver kun sendt påmindelser til de virksomheder, der har opgivet en e-mailadresse.
Styrelsen oplyser i en meddelelse, at den tager kritikken til efterretning, og at den allerede nu følger dele af anvisningerne.
Den har hidtil vurderet, at den dokumentation, som nu efterlyses, ikke ville skabe væsentlig merværdi, men det vil ske fremover.
- A-skatteområdet er generelt velfungerende, og vi har stort fokus på løbende at monitorere og styrke indsatsen.
- Her har Rigsrevisionens beretning været et konstruktivt bidrag i vores fortløbende modernisering og styrkelse af området, siger Karoline Klaksvig, der er underdirektør i Skattestyrelsen.
Det er Rigsrevisionen, der er kommet med en beretning, som kritikken tager udgangspunkt i.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned