SU-skyldnere får socialdemokratisk hjælp

Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) bliver nu trukket ind i sagen om de stigende strafrenter for misligholdt studiegæld.

Regeringspartnerne fra Socialdemokraterne vil have ministeren til at lave en grundig undersøgelse af konsekvenserne af de højere renter, som fra 1. april næste år vil ramme næsten 60.000 danskere.

- Jeg vil tage det op med den nye skatteminister, så vi kan få en vurdering af, hvordan de her nye tiltag samlet set virker, siger skatteordfører Thomas Jensen (S).

- Vi skal have klarhed over, om det her er noget, der bidrager til at få inddraget den gæld, staten har til gode, eller om forslaget bare stiller folk i en endnu værre situation, så det bliver sværere at få inddraget gælden, siger han.

Danske Studerendes Fællesråd opfordrer regeringen til at benytte sig af muligheden for at undtage SU-skyldnerne fra de nye rentesatser.

Men Socialdemokraterne vil foreløbigt afvente resultaterne af ministerens undersøgelse.

- Der er tiltag i lovforslaget, der trækker i forskellige retninger, så en samlet vurdering om man skal dispensere, vil jeg ikke tage stilling til i dag, siger Thomas Jensen.

Han peger på, at loven ikke bare hæver rentesatsen, men blandt andet også sikrer bedre mulighed for at eftergive gæld for socialt udsatte.

I dag betaler danskere, der har misligholdt deres studiegæld en rente, der er Nationalbankens diskontorente plus to procentpoint.

Men med de nye regler vil strafrenten på al misligholdt gæld til det offentlige stige til diskontorenten plus syv procentpoint. Det vil i dag betyde en samlet strafrente på 8,25 procent.

Den nye og langt dyrere rente træder i kraft, så snart man blot én gang har misset sin tilbagebetaling og derefter resten af lånets løbetid.

- Man skal passe på fællesskabets penge, og derfor skal man betale sin gæld til det offentlige. Men vi skal selvfølgelig også passe på, at vi ikke har for skrappe sanktioner, hvis der er en person, der en enkelt gang misligholder sin betaling, siger Thomas Jensen.

/ritzau/

Socialdemokraterne vil have skatteministeren til at undersøge sagen om stigende renter på misligholdt SU-gæld.

Offentliggjort Sidst opdateret