Tandrensning står i vejen for fængselsaftale

Et besøg hos tandlægen med tandrensning har normalt ikke meget at gøre med overbelægning i de danske fængsler.

Offentliggjort Sidst opdateret

Men i forhandlingerne om en flerårig aftale for Kriminalforsorgen er danskernes tandrensninger pludselig blevet den sidste større knast i finansieringen af en aftale.

Venstre og Dansk Folkeparti vil nemlig have svar fra regeringen på, hvad det vil få af konsekvenser, hvis regeringen som varslet finansierer en del af sine 200 nye fængselspladser ved at skære på de offentlige tilskud til tandrensning.

- Vi tygger lige på den for nu at bruge et tandlæge fagligt udtryk, siger Venstres retsordfører Karsten Lauritzen.

Mens det utraditionelle finansieringsforslag har sat gang i tandlægevitserne i forhandlingslokalerne, så er både Karsten Lauritzen og Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup er bekymret for, om nogle borgere kan komme i klemme.

- Vi vil sikre os, at det i hvert fald ikke får nogen negative konsekvenser for danskere, der har brug for at få renset tænder for at undgå, at paradentose udvikler sig.

- Tandrensning kan være forebyggende, så nogen undgår at få paradentose, siger Peter Skaarup.

Ifølge Ritzaus oplysninger lægger regeringen op til, at danskerne ikke længere skal have offentlig tilskud til mere end én tandrensning om året.

Over aftalens fireårige periode vil det ifølge Ritzaus oplysninger være med til at finansiere 720 millioner kroner af regeringens samlede udspil, der i alt vil koste 1,75 milliarder kroner.

I dag kan danskerne få offentlig tilskud til flere tandrensninger om året, men ifølge en flere år gammel rapport fra Sundhedsstyrelsen har tandrensningerne ikke den tiltænkte forebyggende effekt over for paradentose.

Derfor foreslår regeringen nu at skære i tilskuddet.

- Hvis der vitterligt ikke er nogen sundhedsmæssig argumentation for tilskuddet til tandrensning, så gør det lettere at mene, at man skal fjerne det. Men hvis det har nogle negative konsekvenser, så skal vi have tjekket op på det, siger Karsten Lauritzen.

Han understreger dog samtidig, at Venstre gerne vil være med til at tage ansvar for aftalen og finde finansieringen. Samme melding kommer fra Dansk Folkeparti, der også ser spørgsmålet om tandrensning, som den afgørende knast i finansieringen.

Forhandlingerne fortsætter søndag klokken ti i Justitsministeriet, og her vil de to partier formentlig hurtigt få svar på deres spørgsmål om tandrensning fra regeringen.

Spørgsmålet udgør nemlig så stor en del af regeringens finansiering, at partier, der ikke går med på mindre tandrensning, formentlig må lukke munden, sætte tandlægestolen i oprejst position og forlade forhandlingslokalet.

/ritzau/