Folketingets formand, Thor Pedersen, langer ud efter FN's klimapanel efter topmødet i København, hvor det ikke lykkes at få en forpligtende global klimaaftale.
- Det er en stor sammenblanding af bureaukrater, af forskere og af politiske synspunkter og politiske hensyn. Og det er bekymrende, siger Thor Pedersen i et interview med Ritzau.
Til gengæld roser han varmt Danmarks udskældte statsminister, Lars Løkke Rasmussen, der før topmødet udskød målet om en juridisk forpligtende aftale og i stedet gik efter en politisk forpligtende aftale i København.
- Lars gjorde det eneste rigtige. Og det førte med sig, at han var i stand til at samle de kræfter, der dominerer i politikkens verden om et bord, hvor man jo ikke gik fra hinanden ved at have påtvunget hinanden et system, men hvor man gik fra hinanden ved at sige, at vi har en udfordring, som vi skal arbejde videre med. Og længere er der vel ikke nogen med sin fornufts fulde brug, der kunne forvente, man var kommet, siger Thor Pedersen.
Thor Pedersen er kritisk over for FN's og Danmarks mål om at holde den globale opvarmning under to grader, og planen om en juridisk bindende aftale kalder han "en utopi".
- Det er en idé, der hører hjemme i et zarregime, at man har en verdenshersker, der kan straffe alle lande. Den verdenshersker eksisterer ikke. Og det er meget værre, hvis man tror, at det er FN. For idealerne bag FN bliver over årene mere og mere udviskede. Når man taler om retfærdighed og menneskerettigheder og ligeværd, eroderer det jo, når man ser, hvad det er for lande, der bestemmer, og hvilke debatter der føres, siger Thor Pedersen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned