Thorning: EU-forbehold hæmmer Danmark
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fastslår, at de danske EU-forbehold på rets- og forsvarsområdet ikke er gavnlige for Danmark. Derfor ønsker regeringen et opgør med de to forbehold.
Udmeldingen kommer, efter at Helle Thorning-Schmidt tirsdag mødtes med lederne for Folketingets partier for at diskutere muligheden for et nationalt kompromis på EU-politikken.
- Det er regeringens opfattelse, at forbeholdene hæmmer Danmark, og det har vi også skrevet i vores regeringsgrundlag.
- Men der sker meget i Europa lige nu, og det er ikke det rigtige tidspunkt at fastlægge en dato for folkeafstemninger om de to forbehold nu, siger Helle Thorning-Schmidt.
Hun vil dermed ikke love, at danskerne skal til afstemning i denne regeringsperiode.
Danmark har også forbehold over for deltagelse i euroen, men det lægger regeringsgrundlaget ikke op til at ændre på.
Thornings møde med partilederne er ifølge statsministeren det første skridt mod en ny politisk aftale, som skal supplere Europa-aftalen fra 2008.
- Siden 2008 er der sket meget i Europa, og derfor er der god grund til at lave en ny europapolitisk aftale, som supplerer den gamle, siger Helle Thorning-Schmidt,
Blandt andet skal partierne diskutere, om Danmark skal med i den kommende europæiske bankunion.
- Vi har sikret os i de foreløbige forhandlinger, at Danmark har mulighed for at komme med på lige fod med eurolande. Men vi har ikke taget stilling til, om Danmark skal med, og det gør vi ikke, før vi har den endelige bankunion på plads, siger hun.
Statsministeren lægger dog ikke skjul på, at regeringens holdning er, at Danmark skal længere ind i det europæiske samarbejde.
Spørgsmål: Du vil gerne have Danmark ind i kernen af EU. Men hvad skal vi i kernen af noget, der er i så dyb krise?
- Vi vil gerne have, at Danmark befinder sig så tæt på kernen af EU som muligt, for det er der, vi får mest indflydelse, siger Helle Thorning-Schmidt og tilføjer:
- Det har vi vist ved blandt andet at være med i finanspagten, hvor vi har besluttet, at det er godt for dansk økonomi at være med i den økonomiske disciplin, der ligger i Finanspagten.
- Det er et godt eksempel på, at vi bevidst har valgt at være så tæt på kernen af Europa som muligt.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie