De sidste danske kampsoldater skal ud af Afghanistan med udgangen af 2014. Sådan lyder den danske strategi for operationerne i den urolige Helmand-provins, og den skal ikke ændres, hvis det står til statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).
Det siger statsministeren, efter at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i en ny risikovurdering fastslår, at de afghanske styrker ikke vil være i stand til at stå for sikkerheden, hvis USA, Storbritannien, Danmark og andre vestlige soldater i 2014 forlader landet.
- Der er ingen, der er overraskede over, at det er stor opgave, vi står over for i Afghanistan. Det understreger, at vores Afghanistan-strategi er rigtig, siger Helle Thorning-Schmidt og tilføjer:
- Vi skal lægge pres på, så de afghanske sikkerhedsstyrker langsomt kan tage over, og det mener jeg, at strategien er velegnet til.
Efter meldingen fra FE efterlyser Venstre forslag fra regeringen til at forbedre indsatsen i den afghanske Helmandprovins, hvor de danske soldater er udstationeret.
- Hvis der er ønsker om at ændre Helmand-strategi, så tager jeg gerne et møde, siger Helle Thorning-Schmidt.
Hun fastholder dog, at regeringen ikke ser grund til at ændre strategien:
- Strategien er dog tilrettelagt sådan, at der er stort pres på, for at afghanerne skal overtage ansvaret for egen sikkerhed. Det er en stor opgave, og det understreger Forsvarets Efterretningstjeneste, siger Helle Thorning-Schmidt.
I FE's risikovurdering hedder det blandt andet:
"Det er ikke sandsynligt, at oprørsstyrkerne vil være afgørende svækket i Afghanistans sydlige og østlige provinser inden udgangen af 2014."
FE mener heller ikke, at det er "sandsynligt, at det afghanske sikkerhedsapparat og de politiske institutioner bliver klar til at løfte det fulde ansvar for Afghanistan inden udgangen af 2014.
Dermed kan den afghanske hær ikke besejre Taliban i Afghanistan, hvor danske soldater har kæmpet siden 2001 især i den sydlige Helmand-provins.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned