Thorning: Uvist om syriske asylansøgere bliver
Ifølge Morten Østergaard vil syriske asylansøgere blive i Danmark i årevis. Thorning: Det ved vi ikke endnu.
Er der 100 procent enighed i regeringstoppen om, hvor lang tid syriske asylansøgere kommer til at opholde sig i Danmark?
Det spørgsmål blev rejst onsdag på Christiansborg, efter økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) til Politiken har sagt, at "der ikke er udsigt til, at de her mennesker kan vende hjem til Syrien".
Ifølge Morten Østergaard kan de syriske asylansøgere ende med at være i Danmark i årevis.
Spørgsmål: Er du enig med Morten Østergaard i, at de syriske asylansøgere bliver her meget længe?
- Det ved vi ikke endnu, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).
Morten Østergaard lægger op til, at de syriske asylansøgere skal have adgang til fuldt integrationsprogram fra den dag, krigsflygtningene opnår asyl.
Regeringen arbejder ellers på at samle flertal for en ny, midlertidig opholdstilladelse på et år til krigsflygtninge. Formålet med stramningen er blandt andet at lægge op til, at krigsflygtninge skal vende hjem, når der er ro igen.
Derfor vil flygtninge, der ikke er individuelt forfulgte, ifølge stramningen først kunne få familiesammenføring efter et år.
Statsministeren ser ikke noget overraskende i udmeldingen fra Morten Østergaard om hurtig adgang til integrationsprogrammet. Hun fastslår, at det er en "selvfølgelighed", at flygtninge skal integreres hurtigst muligt.
- Der vil også være nogle, som bliver her, og det er derfor, at vi selvfølgelig skal i gang med integrationsprogrammet så hurtigt som muligt. Alle skal bidrage til det danske samfund, hvis de overhovedet kan, siger statsministeren.
Spørgsmål: Hvis flygtningene skal være her i mange år, hvorfor skal de så ikke have lov til at få familierne op inden for det første år?
- Fordi vi skal have mulighed for at sende dem tilbage igen, hvis der opstår en ny situation. Det har vi en mulighed for, hvis vi først giver midlertidigt ophold, og vi ikke har familiesammenføring i det første år.
- Derfor kan det ikke diskuteres, at der er tale om en permanent stramning her, der ikke kun gælder for syrere, som er individuelt forfulgte, men gælder for alle, der kommer til Danmark uden at være individuelt forfulgte, siger Helle Thorning-Schmidt.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned