Thorning vil genskabe troen på fremtiden
Det bliver ikke let at rejse dansk økonomi, siger Thorning. Men hun lover fremgang og forandring i Danmark.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) tegner langt fra noget skønmaleri af det Danmark, hun overtager.
Thornings første åbningstale i Folketinget er præget af den dystre økonomiske tilstand i landet.
- Jeg vil sige tingene, som de er: Det bliver ikke let. Vi skal arbejde hårdt. Vi skal træffe svære valg. Regeringen tiltræder på et vanskeligt tidspunkt, siger Thorning.
Danske virksomheder mister titusindvis af job. Boliger står til salg i månedsvis. Familier tøver med at bruge penge. Og de unge har svært ved at finde job, lyder det fra statsministeren.
Helle Thorning-Schmidt peger også på, at den nye regering overtager et stort underskud på de offentlige finanser på 85 milliarder kroner, hvilket svarer til alle udgifter til sygehuse og praktiserende læger i Danmark.
- Så stort er overtrækket på kontoen. Og det skal dækkes i en tid, hvor vi bliver flere, der skal forsørges. Færre til at arbejde. Og indtægterne fra Nordsøen falder, siger hun.
Derfor bliver det ifølge statsministeren en opgave for den nye regering at "genskabe troen på fremtiden".
- Efter stilstand er tiden kommet til fremgang og forandring, fastslår Thorning.
Regeringens vej mod bedre økonomiske tider bliver opsummeret i fire punkter, der skal skabe balance på budgetterne og sikre, at arbejdsudbuddet øges med 135.000 personer frem mod 2020.
* Statens indtægter skal forhøjes.
* En skattereform skal sænke skatten på arbejde.
* Der skal laves reformer af SU, kontanthjælp og førtidspension for at sikre mere arbejdskraft.
* Der skal indgås en trepartsaftale om øget arbejdsudbud.
Helle Thorning-Schmidt siger også, at der skal mere styr på forbruget, og at der ikke længere er råd til, at det offentlige overskrider deres budgetter.
- Vi bruger ikke en krone, før vi er helt sikre på, at vi kan skaffe pengene, lover hun.
Men også lønmodtagerne må indstille sig på, at den globale konkurrence har skabt nye vilkår.
- Vi bliver aldrig billigst. Vi skal altid stræbe efter at være bedst. Men det er et problem, at danske lønninger gennem de seneste år er vokset hurtigere end i udlandet. Det koster danske job, siger Thorning.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned