Nu er hvedebrødsdagene forbi for regeringen, og 2012 skal bruges til at træffe afgørende beslutninger, som vil reformere det danske samfund.
Det siger statsminister Helle Thorning-Schmidt på sit ugentlige pressemøde, som kommer på regeringens dag nummer 100.
- Nu har vi haft vores honeymoon. Det er nu, I skal til at være kritiske over for regeringen, siger Helle Thorning-Schmidt med et smil til de fremmødte journalister, der i regeringens første 100 dage har dokumenteret en stribe løftebrud fra regeringen.
Helle Thorning-Schmidt brugte jubilæumsdagen til at opridse fem punkter, hvor hun mener, at regeringen har skabt en ny udvikling for Danmark ved blandt andet at gøre op med VK-regeringens "symbolpolitik", kickstarte økonomien og skabe et nyt billede af Danmark i omverdenen.
Samtidig fastslår hun, at Danmarks underskud på 100 milliarder kroner i 2012 betyder, at der skal træffes store beslutninger i det kommende år.
- Vi skal i gang med reformer. Ikke for at glæde økonomer, men for at få flere i arbejde, så vi kan beholde den velfærd rigtig mange danskere er glade for, siger Helle Thorning-Schmidt.
Ifølge statsministeren er regeringen parat til at se fordomsfrit på eksempelvis en nedskæring i børnechecken.
- Vi skal være parate til at diskutere det her spørgsmål bredt, og det er vi. Det kan virke underligt, at meget velstående familier får en børnecheck, som de dårligt nok opdager kommer ind af brevsprækken, siger Helle Thorning-Schmidt.
Hun fastslår samtidig, at regeringen går efter brede aftaler om kontanthjælp, førtidspension og skat.
- 2012 er på mange måder et reform år. Oppositionen er meget velkomne til at være med og lægge deres forslag frem, siger Helle Thorning-Schmidt.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned