Thulesen: Mette F. styrer mod 136 udlændingelempelser

Kristian Thulesen Dahl (DF) og Jakob Ellemann-Jensen (V) under Folketingets åbning på Christiansborg. Efter et stadig tættere samarbejde med Mette Frederiksen i Venstres regeringsperiode brugte Kristian Thulesen Dahl sin tale til at markere en kritisk oppositionslinje til Socialdemokratiet - især når det gælder udlændingeområdet. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

DF-formanden lavede en kreativ fremskrivning af regeringens første 98 dage, da han gik på talerstolen torsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mette Frederiksen er "kommet rigtig skidt fra start", når det gælder udlændingepolitikken. Det mener i hvert fald Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl.

Han vil holde statsminister Mette Frederiksen (S) fast på valgløfterne - ikke mindst når det gælder udlændingepolitikken. Det siger han i Folketingets åbningsdebat torsdag:

- I valgkampen lovede Mette Frederiksen, at hun ikke vil lempe på udlændingepolitikken. Og skulle der lempes, så skulle der være mindst ét borgerligt parti med. Hun ville ikke gennemføre lempelser i udlændingepolitikken med et snævert rødt flertal, lød det. Faktisk ville hun hellere undlade at blive statsminister end at lempe i udlændingepolitikken.

- Men på regeringens første 98 dage har Mette Frederiksen annonceret 10 lempelser af udlændingepolitikken, siger Thulesen Dahl.

DF-formanden brugte den oplysning til en kreativ fremskrivning for resten af regeringsperioden - som maksimalt vil vare fire år.

- Fortsætter Mette Frederiksens regering i samme tempo som de første 100 dage, så vil Mette Frederiksens regering gennemføre 136 lempelser af udlændingepolitikken. Det er tre gange så mange lempelser som Helle Thorning-Schmidts regering fra 2011 til 2015, siger Kristian Thulesen Dahl.

Selv om forudsætningerne for beregningen blev sat op med et smil fra DF-formanden, så brugte han lejligheden til at pege på flere konkrete områder, hvor han mener, at S-regeringen og støttepartierne er enige om en ny retning.

- Ydelserne til indvandrerfamilier sættes op. Det gør det mere attraktivt at søge til Danmark. Og der slækkes på krav til dem, der er afvist og bør rejse ud, siger DF-formanden med henvisning til, at de afviste asylansøgere på Sjælsmark ifølge det nye flertal på Christiansborg skal have bedre vilkår.

- Statsministeren talte i sin åbningstale meget om tillid. Det handler også om borgernes tillid til politikkerne. Vi ser et stigende pres på Europa. Befolkningsantallet vil blive fordoblet i Afrika frem mod 2050. 10.700 migranter kom til Grækenland i september. Det er vigtigere end nogensinde, at vi holder en stram kurs. Det er ikke tid til at slække, siger Kristian Thulesen Dahl.