Thulesen slår fast: DF støtter ikke Vestager til EU-toppost
Margrethe Vestager skal ikke være formand for EU-kommissionen, hvis det står til Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl. Foto: Yves Herman/Reuters
Yves Herman/Reuters
Søren Espersens udtalelse om Margrethe Vestager er ikke udtryk for Dansk Folkepartis holdning, siger formand.
Støtter Dansk Folkeparti den radikale Margrethe Vestager som en mulig kommende formand for EU-Kommissionen?
Det indtryk kunne man få onsdag aften, da DF-næstformand og formand for Udenrigspolitisk Nævn Søren Espersen i Jyllands-Posten udtrykte sin støtte til landsmanden. Også selv om Margrethe Vestagers tanker om EU ligger langt fra Dansk Folkeparti, der er noget mere skeptiske over for det europæiske projekt.
- Er der en mulighed for, at en dansker kan få den post, skal vi sige ja til det, selv om det er Margrethe Vestager.
- Hvis der er sådan en stor ting i sigte, synes jeg, at vi skal holde sammen som nation, sagde Søren Espersen til Jyllands-Posten.
Han understregede samtidig, at hans opbakning til Margrethe Vestager kun gjaldt formandsposten i EU-Kommissionen.
Margrethe Vestager skal alligevel ikke regne med støtte fra Dansk Folkeparti.
Det slår formand Kristian Thulesen Dahl fast på det sociale medie Twitter.
- Glad for Søren Espersens opklarende tweet. DF støtter ikke Vestager som EU-kommissær. Hun vil mere EU - mindre DK. Vi vil det modsatte, skriver Kristian Thulesen Dahl.
Søren Espersen havde forinden været ude på samme sociale medie og uddybet sine udtalelser.
- Rolig nu. En strøtanke fra mig om altid at tænke dansk i forbindelse med topposter internationalt. Ikke drøftet i vores parti. Men en god diskussion værd, skrev Søren Espersen.
Margrethe Vestager har siden 2014 været EU's konkurrencekommissær.
Hun har tidligere været politisk leder for De Radikale, og hun har bestridt flere ministerposter i Danmark.
Jean-Claude Juncker fra Luxembourg er i øjeblikket formand for EU-Kommissionen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned