Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) møder nu hård kritik fra talsmanden for Tibets åndelige leder, Dalai Lama, for sin håndtering af onsdagens møde med Kinas udenrigsminister, Yang Jiechi.
Villy Søvndal, der tidligere har slået sig op som stor støtte i tibetanernes sag mod kinesisk overherredømme, modtog mandag en fax fra Dalai Lamas personlige repræsentant i Nordeuropa, Thubten Samdup, der har kontor i London.
Han opfordrede Villy Søvndal til at drøfte et aktuelt problem med tibetanske munke, der sætter ild til sig selv i afmagt over kinesernes magtanvendelse.
Villy Søvndal nævnte ikke sagen på det efterfølgende pressemøde, og ifølge kilder i Udenrigsministeriet, som Berlingske har talt med, blev det heller ikke nævnt under selve mødet.
- Det er jeg skuffet over, for det er bekymrende at se personer begå selvmord. Det internationale samfund må lægge pres på kineserne i den sag, og Danmark havde en helt unik mulighed, da Kinas udenrigsminister var i Danmark, siger Thubten Samdup og tilføjer:
- Hvor mange nonner og munke må begå selvmord, før verden vågner op?
Villy Søvndal har ikke selv ønsket at udtale sig i sagen med henvisning til, at han holder ferie, men for to år siden udtalte han, at "ingen i dansk politik har de seneste mange år kæmpet for tibetanernes sag som SF."
Det skete med henvisning til, at flere i SF's folketingsgruppe har nær kontakt til NGO'er, der beskæftiger sig med området, og SF'ere har mødtes med repræsentanter for Tibets eksilregering, hvor blandt andet Tibets udenrigsminister, Kesang Y. Takla, har besøgt SFs landsmøde.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie