To test om ugen vil kræve tidobling af nuværende antal test

Justitsminister Nick Hækkerup (S) medgiver, at det vil kræve en enorm indsats at få testet flere millioner danskere to gange om ugen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Ifølge justitsministeren står regioner, kommuner og regering over for en kæmpe opgave med ny teststrategi.

Offentliggjort Sidst opdateret

Regeringen har onsdag præsenteret en ny teststrategi, der beskrives som afgørende for, hvornår og hvor meget samfundet kan lempe på restriktionerne, der skal mindske covid-19-smitte.

Alene i grundskolen, der står først i køen til genåbning, er der over 700.000 elever, og dertil kommer lærere og andre ansatte, som muligvis alle skal testes to gange om ugen.

- Vi går over til et meget mere massivt testsystem. Blandt andet på skoler og på flere hundrede steder, hvor man kan blive kviktestet.

- Gevinsten ved at teste er, at det bliver et af de vigtigste værktøjer til, at vi kan åbne samfundet, siger justitsminister Nick Hækkerup (S) onsdag.

I weekenden sagde statsminister Mette Frederiksen (S), at "vi som danskere, skal vænne os til" at blive testet mere, "ganske givet et par gange om ugen".

Med 5,8 millioner danskere vil det kræve testkapacitet, der som minimum er mange gange større end den nuværende.

Laver man en serviet-udregning, hvor for eksempel 4,5 millioner danskere skal testes to gange om ugen, er det omkring 1,3 millioner test om dagen.

Til sammenligning blev der i sidste uge samlet foretaget omkring 140.000 daglige test i det offentlige og det private.

- Det er ikke noget, vi bare kan gøre. Men det er det, der er ambitionen. Det er en kæmpe opgave, vi står over for i regioner, kommuner og regering. Men hvis vi løser den, vil det betyde, at vi kan åbne samfundet op igen, siger justitsminister Nick Hækkerup.

Formand for Kommunernes Landsforening Jacob Bundgaard (S) siger om opgaven:

- Vejen til genåbning er brolagt med test og atter test. I kommunerne er vi klar til at være med til at løfte den opgave. Vi har allerede nu gjort os nogle erfaringer med at opbygge testkapacitet. Og det er vores forventning, at alle kommuner kommer til at opbygge en testkapacitet, for kapaciteten i det private vil ikke være tilstrækkelig.

- Det bliver et meget, meget intensivt forløb, vi går ind i, siger Jacob Bundsgaard.