Tolkegebyr udløser frygt for mangelfuld behandling
Ellen Trane Nørby afviser kritik fra læger, patienter og regioner af gebyr på tolkebistand. Foto: Scanpix/Liselotte Sabroe
Scanpix/Liselotte Sabroe
Høringssvar fra læger, regioner og patienter udløser kritik af forslag om gebyr på tolkebistand.
Læger frygter en mangelfuld behandling. Regionerne ser en øget ulighed i sundhed for sig. Men regeringen står fast: Hvis man har været i Danmark i tre år, må man selv betale for tolkebistand i sundhedsvæsnet.
Det skriver Berlingske.
44 forskellige myndigheder og organisationer har afleveret deres høringssvar til regeringens forslag.
Blandt svarene ligger kritik fra Danske Patienter, Danske Regioner og Lægeforeningen.
Forslaget betyder helt konkret, at læger skal afgøre om, de mener, der er behov for en tolk. Er der det, skal patienten efterfølgende betale.
Frygten er, at det får patienter til at blive væk af frygt for en regning.
Det kan ifølge Lægeforeningen føre til, at syge patienter "ikke får den nødvendige behandling". Danske Regioner advarer om en øget ulighed i sundhed.
- Jeg er fuldstændig enig i ambitionen om, at man skal lære at begå sig på dansk, når man er i Danmark, siger Stephanie Lose (V), der er næstformand i Danske Regioner til Berlingske.
- Men lige præcis i det her konkrete tilfælde har jeg ud fra en sundhedsfaglig tilgang en bekymring om, at man risikerer ikke at få stillet den rigtige diagnose på grund af sprogvanskeligheder.
- Man risikerer, at følgevirkningerne vil være meget skadelige.
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) afviser over for Berlingske kritikken.
- Vi lytter selvfølgelig til den kritik, der er givet i høringssvarene. Men størstedelen af kritikken er en principiel modstand mod, at vi indfører et gebyr, siger hun.
- Og det tager vi ikke til os i den forstand, at det her er en politisk beslutning ud fra en rimelighed og et princip om, at man skal betale for en supplerende ydelse i sundhedsvæsenet, hvis man ikke har lært dansk efter en årrække.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned