Uffe Elbæk skal lande bredt medieforlig
Kulturminister Uffe Elbæk (R) får næsten fulde huse i Kulturministeriet tirsdag aften.
Samtlige Folketingets partier - bortset fra Liberal Alliance - mødes til forhandlinger om et medieforlig, og det kan meget vel ende med en aftale.
Medieforliget skal fordele de i alt mere end fire milliarder kroner, som de danske husstande hvert år betaler for at kunne se tv, høre radio og bruge DR's tilbud på internettet og mobiltelefoner.
Reelt er de fleste licensmidler allerede bundet, idet de finansierer blandt andet DR, TV2's regioner og Radio24Syv.
Men partierne skal fordele 100 millioner kroner, der er blevet i overskud af licensbetalingerne.
Enhedslistens hovedkrav ved forhandlingerne er, at DR skal have flere penge til at producere børne-tv.
- Den store forandring, som de borgerlige partier lavede alene sidste år, nemlig at sætte Radio24Syv i gang, kan vi ikke ændre på. På den måde er der grænser for, hvor stort det kan blive, siger Enhedslistens medieordfører Per Clausen.
- I det hele taget vil vi gerne have, at DR får mulighed for at leve op til det ambitionsniveau, de har nu.
Enhedslisten ønsker også, at der kommer mindre detaljerede krav til DR's public service kontrakt. Blandt andet er partiet imod, at DR er forpligtet til at sende morgenandagt i radioen.
- Der er ingen grund til at benægte, at kristendommen er en del af den danske kulturarv. Men der er detaljerede krav om, at nogle bestemte begivenheder af religiøst tilsnit skal transmitteres. Det synes vi ikke er rimeligt, siger Per Clausen.
Liberal Alliance forlod forhandlingerne tilbage i september.
Partiet mener, at regeringens udspil til nyt medieforlig trækker i en mere "socialdemokratisk retning."
- Hvor færre af DRs programmer udsættes for konkurrence, reglerne for reklamer bliver strammet gevaldigt op, og hvor de ekstra licensmidler, der hvert år opkræves for meget, ikke bliver givet tilbage til danskerne, lød begrundelsen fra medieordfører Simon Emil Ammitzbøll.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned