Ukraine får milliarder til luftforsvar og artilleri i stor donation
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har tidligere modtaget den ukrainske forsvarsminister i København. Nu sendes der støtte til Kyiv. (Arkivfoto). Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Den 25. donationspakke til Ukraine er en af de største, og den støtter både indkøb og Ukraines våbenindustri.
Danmark sender nu en af de største donationer til Ukraine, som blandt andet går til artilleri og luftforsvar i den 25. pakke. Denne gang er der samlet set støtte for 6,7 milliarder kroner i pakken.
Det fortæller forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).
- Det er en af de allerstørste pakker, vi har givet, siden Ukraine blev invaderet, siger han til Ritzau.
Donationspakken skal støtte luftforsvar, artilleri og Ukraines luftvåben.
Det sker ved, at der er afsat 1,4 milliarder kroner i 2025, 2026 og 2027 til at kunne købe artillerikapaciteter- og ammunition via allierede og give til Ukraine.
Dertil er der også afsat penge til droner og it.
- Ukraine er stadig i en meget skrøbelig og vanskelig position, hvor der er brug for at vise solidaritet fra dansk side, siger Troels Lund Poulsen.
- Der er ingen tvivl om, at de næste måneder bliver meget kritiske i forhold til Ukraines fremtid, og derfor skal vi være i stand til at levere på nogle af de mange løfter, vi har givet, også med konkrete tiltag.
Der foregår i disse uger og måneder et højdiplomatisk forhandlingsforløb mellem USA, Rusland og Ukraine, der afsøger mulighederne for en våbenhvile og potentielt en fred.
For den danske regering er det dog afgørende, at de forhandlinger sker med Ukraine i en stærk position.
- Det er klart, at Ukraine skal have de bedst mulige forudsætninger for en varig fred. Min største bekymring er, at der indgås en aftale, der bare bliver en midlertidig aftale, som fører til, at krigen kommer tilbage med fornyet kraft om et år eller to, siger Troels Lund Poulsen.
- Det vil være den værst tænkelige situation.
I den sammenhæng er det et centralt træk fra dansk side, at man vil hjælpe Ukraine med at opbygge en styrket forsvarsindustri selv.
Derfor afsættes der også to milliarder kroner til den ukrainske forsvarsindustri, der udmøntes i 2026 og 2027.
Det kalder både den danske og ukrainske regering for "den danske model", hvorfra der også kom 4,4 milliarder kroners støtte i 2024.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) håber donationen kan inspirere andre.
- For Ukraines sikkerhed er afgørende for hele Europas fremtid. Jeg håber, at vores donation kan inspirere andre allierede til at give endnu mere i støtte, siger Lars Løkke Rasmussen i en pressemeddelelse.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned