Ukrainekrigen får en hovedrolle på historisk møde i Rigsfællesskabet

Statsminister Mette Frederiksen (S) besøger Færøerne. Torsdag mødes hun med Færøernes lagmand og Grønlands landsstyreformand i det såkaldte kontaktudvalg. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Grønland og Færøerne føler sig ofte ikke indraget om sikkerhed og forsvar. Derfor er det en milepæl, at landene nu for første gang mødes i et nyt kontaktudvalg.

Offentliggjort Sidst opdateret

En junidag for et år siden annoncerede statsminister Mette Frederiksen (S) fra Marienborg sammen med Færøernes lagmand og Grønlands landsstyreformand, at landene ville oprette et såkaldt kontaktudvalg.

Her skal de drøfte sikkerhed, forsvar og udenrigspolitik.

Nu er det juni igen, og scenen er skiftet ud med græsgrønne klipper på Færøerne, hvor Rigsfællesskabets regeringsledere er samlet torsdag.

På det år, der er gået, har verdenssituationen ændret sig, og den russiske krig i Ukraine stiller nye krav til samarbejdet landene imellem.

Netop krigen kommer til at være temaet på det allerførste møde i det nye kontaktudvalg.

- Udenrigspolitikken kommer til at fylde meget på det her besøg og med god grund. Der er en krig i gang i Europa, og det er selvfølgelig også noget, som kommer til at fylde meget i vores drøftelser, sagde Mette Frederiksen tirsdag.

Der var hun netop ankommet til Færøernes største by, Thórshavn, hvor hun de seneste dage har været på officielt besøg hos den færøske lagmand, Bárður á Steig Nielsen.

Grønland og Færøerne har ofte følt, at der fra Danmarks side er blevet taget beslutninger uden om regeringerne i Nuuk og Thorshavn.

Men det skal der laves om på ifølge Mette Frederiksen, som har lovet at inddrage både Grønland og Færøerne mere i de sikkerheds- og udenrigspolitiske forhold.

Blandt andet gennem kontaktudvalget, hvor det er meningen, at uenighederne skal tages i opløbet.

Der er dog stadig irritation i Grønland og på Færøerne over, at Danmark ikke - eller kun i sidste øjeblik - inddrager de to rigsdele.

Blandt andet har formanden for den grønlandske regering, Naalakkersuisut, Múte B. Egede, været noget fortørnet over, at Grønland ikke var blevet inddraget, inden regeringen sammen med fire andre partier præsenterede aftalen om et milliardstort løft til det danske forsvar.

Og på Færøerne har der for nylig været debat om, at Danmark vil opsætte en radarstation, som skal overvåge luftrummet over Færøerne. Det er en del af den Arktis-pakke, som Folketingets partier blev enige om i februar.

Færøerne skal give grønt lys, men flere færøske politikere fra Lagtinget, som er det færøske parlament, føler alligevel, at beslutningen bliver trukket ned over hovedet på dem.

Derfor er det på mange måder en milepæl, når de tre lande går ind til mødet torsdag formiddag.

- I min optik stiller det Kongeriget Danmark svagere udadtil, at der er den her uenighed, siger Henrik Gram Pedersen, som er sektionschef for Center for Arktiske Sikkerhedsstudier hos Forsvarsakademiet.

- Alene det, at statslederne begynder at diskutere den her slags i et lukket forum og ikke i medierne, styrker Rigsfællesskabet udadtil, tilføjer han.

Det er planen, at kontaktudvalget skal mødes fast én gang om året i forbindelse med, at der bliver holdt rigsmøde.

Landene har formandsskabet på skift, og i år er det Færøerne. Derfor afholdes det første møde netop her.

På sit officielle besøg på Færøerne har statsministeren blandt andet besøgt en uddannelsesinstitution, lakseopdrætsvirksomheden Bakkafrost og været til landskamp.

/ritzau/

Det nye kontaktudvalg

* Det såkaldte kontaktudvalg er et nyt fast udvalg bestående af højtstående ministre og embedsmænd fra Danmark, Færøerne og Grønland.

* Kontaktudvalget er på regeringsniveau, hvor de til enhver tid relevante ministre er med.

* De skal fremover diskutere sager på udenrigs- sikkerheds og forsvarsområdet, hvor landene i rigsfællesskabet ikke altid ser ens på tingene.

* Formandskabet i Kontaktudvalget går på skift mellem Danmark, Færøerne og Grønland og har en varighed på et år.

* Kontaktudvalget mødes fast én gang om året i forbindelse med rigsmøde. Derudover kan udvalget mødes efter behov.

* Møderne afholdes i det land, der har formandskabet. De kan også holdes virtuelt efter behov.

Kilde: Kommissorium for Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarspolitisk Kontaktudvalg.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu