Uro i Venstre: Profil vil fortsat vide om Samsam var agent
Samsam har erkendt, at han rejste til Syrien i 2013 og 2014. Men han gjorde det på vegne af de danske efterretningstjenester for at spionere for Danmark, har han forklaret. Foto: Luca Piergiovanni/Ritzau Scanpix
Regeringen har droppet at undersøge om fængslede Ahmed Samsam var agent, men Venstre-profil er skuffet.
Venstre-profilen Jan. E. Jørgensen vil drøfte sagen om den fængslede Ahmed Samsam med partiformand Jakob Ellemann-Jensen og partiets folketingsgruppe.
Det skriver B.T. fredag, efter at den nye regering torsdag meddelte, at sagen alligevel ikke skal undersøges, selv om der i valgkampen åbenbarede sig et flertal for det.
- Jeg har bedt gruppeformanden om, at sagen snarest drøftes på et gruppemøde i Venstre, hvor Venstres formand er til stede.
- Jeg ved ikke, om Samsam har været udsat for et justitsmord, men jeg frygter, at det er tilfældet. Derfor er det vigtigt at få sagen belyst, skriver Jan E. Jørgensen i en sms til mediet.
Han uddyber til Ritzau, at hans udgangspunkt er at gå ind for en undersøgelse - alt afhængig af den forklaring, han får.
Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne har forhandlet i seks uger om at danne regering. Torsdag meddelte den nye regering, at den alligevel ikke vil undersøge sagen om Ahmed Samsam.
Han blev i 2018 idømt otte års fængsel ved en spansk domstol for at have tilsluttet sig den militante bevægelse Islamisk Stat (IS).
Samsam har erkendt, at han rejste til Syrien i 2013 og 2014. Men han gjorde det på vegne af de danske efterretningstjenester for at spionere for Danmark, har han forklaret.
Berlingske og DR Nyheder har på baggrund af anonyme kilder beskrevet, hvordan Ahmed Samsam skulle være blevet hvervet af danske efterretningstjenester.
I 2020 blev han udleveret til Danmark, hvor han afsoner resten af sin straf i Enner Mark Fængsel i Horsens.
Venstre og Moderaterne har tidligere droppet kravet om at undersøge sagen om aflivede mink for at indgå i regeringen.
Undervejs i forhandlingerne blev det også besluttet, at sagen om Samsam ikke skal undersøges. Men resten af partimedlemmerne blev tilsyneladende ikke orienteret.
- Jeg fik at vide, at en FE-kommission fortsat var på bordet, og det er en overraskelse for mig, at Samsam-sagen åbenbart ikke skal omfattes af undersøgelsen, skriver Jan E. Jørgensen til mediet.
Folketingsmedlem Preben Bang Henriksen (V) har ingen kommentarer, da han er formand for Kontroludvalget, som skal have indblik i efterretningstjenesterne.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie