V er ikke imponeret: Landbruget har brug for vækst
Investeringerne skal nok komme af sig selv, hvis landmænd får lov at tjene flere penge, mener Venstre.
En investeringsfond på to milliarder kroner er fint nok, men det er ikke det, der for alvor er brug for, hvis dansk landbrug skal på fode. Sådan lyder bedømmelsen fra Venstre, efter at regeringen har præsenteret fonden Dansk Landbrugskapital.
- Vi er sådan set tilfredse med alt, hvad man kan gøre for landbruget. Men vi mener ikke, at det er det, der skal til for at hjælpe landbruget for alvor, siger finansordfører Peter Christensen (V).
Staten skyder en halv milliard kroner i fonden, og regeringen regner med, at pensionsselskaberne herefter vil komme med halvanden milliard. Den egenkapital skulle gerne gøre det muligt at skaffe i alt op mod 10 nye milliarder til landbruget.
- Jeg er ikke sikker på, at pensionskasserne vil investere mange penge i landbruget, hvis de ikke kan få et fornuftigt afkast. Og landbrugets problem er, at det ikke tjener penge, fastslår han.
Enhedslistens landbrugsordfører, Per Clausen, skoser regeringen for at støtte "industrilandbruget".
- Desværre vælger regeringen i stedet at sende endnu flere penge efter et landbrug, som på ingen måder er bæredygtigt, siger Per Clausen i en pressemeddelelse.
Enhedslisten vil skabe en jordbrugsfond, så unge landmænd kan dyrke jorden med hensyn til natur, miljø og dyrevelfærd, påpeger han.
- Det har regeringen afvist. I stedet fortsætter man ud ad de fladtrådte stier. Til skade for beskæftigelse, miljø, natur og dyrevelfærd, siger Per Clausen.
Venstre vil hellere lade landmænd øge indtjeningen ved at holde flere dyr eller gøde jorden mere, så de kan dyrke flere fødevarer, siger Peter Christensen.
- Det havde været klogere af regeringen at fokusere på, hvordan landbruget kunne komme til at tjene penge, så skulle investeringerne nok komme af sig selv, mener Peter Christensen.
Nationalbanken fastslog sidste år, at dansk landbrug er meget forgældet, fordi erhvervet har haft en prisboble på landbrugsjord. Samlet set skylder landmænd over 350 milliarder kroner væk.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned