Vådrumsklister og genbrug

Det lille parti med i alt 26 medlemmer fordelt i Lolland og Guldborgsund kommune er i fuld gang med valgkampen. Kampen om lystmasterne blev indledt søndag i Kettinge Fritidscenter.

De fire kandidater til kommunalvalget fra Liberal Alliancevar troppet op for at få klistret i alt 270 plakater på plader.
Thomas Liljeborg, Kai Stennicke og Thomas Engelsted Zimmermand stiller op i Guldborgsund kommune og Jan Czajkowski stiller op i Lolland kommune. Alle deltog på klistreholdet, som var samlet i et kælderlokale på Kettinge Fritidscenter.
 
Jan Czajkowski, som er ene mand på stemmesedlen i Lolland Kommune for Liberal Alliance, havde medbragt sin 18-årige søn Patrick som medhjælper ved klisterbøtterne. Hurtigt kunne det ses, at Jan Czajkowski og søn vist havde øvet sig hjemmefra.

Mallerullen blev effektivt rullet i bakken med vådrumsklister og far og søn var hurtige til at klistre de mange plakater op. Patrick har dog endnu ikke bestemt sig til, om han stemmer på sin far. Men han har dog lovet sin far både at hjælpe med at klistre de mange plakater op på plader og hjælpe til med ophængningen. De fire må generelt alle have hjælp både af familie og venner, for at gennemføre valgkampen.

I Lolland kommune må der først sættes valgplakater op fra lørdag den 31. oktober. Det er også kandidaterne, som selv piller plakaterne ned igen, senest den 23. november. I Guldborgsund kommune må der sættes plakater op fra tirsdag i denne uge.
 
Pladerne, som bliver brugt i denne valgkamp af Liberal Alliance, er genbrug. Det lille parti håber klisteret holder til november måneds regnvejr. Ellers vil det blive afsløret, at der på nogle af pladerne stadig sidder billeder af Anne-Mette Sadowski, som stillede op for partiet til Folketingsvalget tilbage i 2007.
 
De fire byrådskandidater laver også plakatpladerne klar for deres partikollega Torben Kjær, som stiller op til endnu en valgperiode i Region Sjælland. – Torben Kjær er ikke helt ung længere, så vi tager tørnen for ham, siger spidskandidat i Guldborgsund kommune Thomas Liljeborg.

De fire parti kollegaer er på nær Kai Stennicke, som tidligere har tilhørt Centrum Demokraterne, helt nye i politik. 
– Nok er vi nybegyndere, men vi er tændte, lyder det samstemmende fra de fire kandidater. Det kræver en hel del tid og også en god økonomi. I Liberal Alliance gives der et tilskud på 4000 kroner til valgkamp i de to kommuner. Resten er for kandidaternes egen regning. Det gælder blandt andet valgplakaterne, som hver kandidat selv må betale.

Se video fra Liberal Alliances "klistermøde" herunder.

Foto: Jan Czajkowski (TV) og Thomas Liljeborg igang på at klistre plakater på plader

Lolland og Guldborgsunds mindste parti Liberal Alliance står sammen om kommunalvalget. Søndag eftermiddag stod i valgplakaternes tegn.

Offentliggjort Sidst opdateret