To folketingskandidater med muslimsk baggrund er blevet mindet om, at deres kamp for demokrati møder stor modstand i nogle kredse.
Både Yildiz Akdogan (S) og Kamal Qureshi (SF) har nemlig fået skændet deres valgplakater. Ifølge dem begge er der tale om religiøst betinget hærværk.
- Det er folk med tilknytning til Hizb ut-Tahrir, der har begået hærværket. Der er ikke noget at rafle om, siger Kamal Qureshi.
Han baserer sine formodninger på kendskab til lokalmiljøet og tilbagemeldinger fra dem, der er blevet truet.
Ud over det hærværk, der er begået mod hans plakater, er flere grønthandlere blevet truet, efter at have hængt Kamal Qureshis plakater op i deres butikker.
Også Yildiz Akdogan har oplevet massiv modstand mod sit kandidatur.
- De har sat klistermærker over min mund eller mine øjne. De vil begrænse min ytringsfrihed og forhindre mig i at se. Og det er alt for systematisk udført til, at det kan være drengestreger, siger Yildiz Akdogan.
Natten til lørdag blev der sat klistermærker på næsten samtlige af hendes valgplakater i Tingbjerg, Brønshøj og på Nørrebro i København.
På mærkerne stod der blandt andet "Lovgivning tilhører Allah".
- Vi arbejder jo for at fremme demokratiet, og det provokerer de her mennesker, at der er muslimer, som gør det. Men altså, de er jo muslimer, lige som Anders Breivik kalder sig kristen, siger han.
Begge er enige om, at den eneste måde at håndtere hærværket på er ved at fortsætte arbejdet ufortrødent.
Også Radikale Venstres kandidat Mette Annelie Rasmussen har fået sine valgplakater på Brønshøj Torv overklistret med mærker magen til dem, der plager Yildiz Akdogans kampagne.
De lyder i deres fulde ordlyd: "Lovgivning tilhører Allah. Demokrati er hykleri. Hykleri i helvedet."
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned