Venstre-bagland har fuld tillid til Lund

Venstres bagland er ikke i tvivl: Såvel tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen som Venstres formand Lars Løkke Rasmussen har fuldstændig "rene hænder" i den skattesag, der nu skal granskes af en undersøgelseskommission.

Det viser en rundspørge blandt partiets lokalformænd, som Ritzau har foretaget.

Hele 97 procent af de 35 lokalformænd, der har bidraget til undersøgelsen, erklærer deres fulde tillid til, at Lars Løkke Rasmussen ikke har haft noget med skattesagen at gøre, sådan som han har bedyret.

Også hvad angår Troels Lund Poulsens rolle i sagen, så er tilliden tommetyk i baglandet.

86 procent af lokalformændene svarer, at Troels Lund Poulsen ikke har forsøgt at påvirke Skat Københavns afgørelse af den daværende oppositionsleder Helle Thorning-Schmidts skattesag, sådan som han er mistænkt for.

- Jeg tror på, at når de siger, at de intet forkert har foretaget sig, så er det rigtigt. Jeg tror på det, indtil det modsatte skulle blive bevist. Det er jeg nødt til, siger kommuneforeningsformand i Thisted, Bjarne Holm.

- Jeg tror da, at sagen har været drøftet i Venstre, men jeg tror ikke på, at de har kigget i afgørelsen af Helle Thornings skattesag, siger han.

Samme melding kommer fra kommuneforeningsformand i Vejle, Leif Jacobsen:

- Ingen skal dømmes på forhånd, det er min grundholdning. Det mener jeg også, når det gælder forbrydere og sådan noget - der skal beviser til, og det, der er på bordet i skattesagen nu, det er gisninger, siger Leif Jacobsen.

Den 11. december viste en Megafon-måling, at skattesagen har mindsket tilliden til Lars Løkke Rasmussen blandt halvdelen af vælgerne generelt.

Men befolkningens opbakning til partiet har ikke ændret sig nævneværdigt, og Venstre nyder fortsat opbakning fra godt en tredjedel af vælgerne, og er dermed er partiet suverænt Danmarks største.

/ritzau/

Venstres bagland har fuld tillid til, at Troels Lund Poulsen og Lars Løkke har "rene hænder" i skattesagen.

Offentliggjort Sidst opdateret