- Min generelle holdning er, at det, der stabiliserer økonomierne i eurolandene, er godt for hele Europa. Men hvad det konkret kommer til at betyde for os i Danmark, er helt umuligt at sige noget om endnu, siger Margrethe Vestager til Ritzau.
Den dybe krise i eurolandene har ifølge nyhedsmagasinet Der Spiegel fået EU's topledelse til at strikke en plan om en finansunion sammen.
Den vil betyde, at eurolandene fremover vil skulle spørge i Bruxelles, hvis de vil bruge flere penge, end de har i statskassen.
Selvom Danmark har været formand for EU det seneste halve år, har den danske regering ikke været inddraget i diskussionerne, da Danmark står uden for euroen.
- Det er relativt vidtgående. Vi har fulgt et andet spor indtil nu. Vi har arbejdet for, om ikke landene kan handle ansvarligt i stedet for, siger Margrethe Vestager.
Hun henviser til, at vækst- og stabilitetspagten er blevet reformeret, og at eurolandene samtidig har fået finanspagten. Men eurolandene ønsker nu at gå videre.
En finansunion vil blandt andet betyde, at eurolandene fremover vil udstede fælles euroobligationer for at optage nye lån. Og da disse i givet fald skal godkendes af eurogruppen, vil unionens medlemmer afgive en høj grad af suverænitet.
Hidtil har Tyskland været imod fælles euroobligationer, der vil tillade de gældsplagede sydeuropæiske lande at låne til lavere renter ved at lukrere på Tysklands høje økonomiske troværdighed.
- Derfor er en finansunion at tage skridtet en god del videre end hidtil, konstaterer Margrethe Vestager.
Det vil kræve betydelige traktatændringer at gennemføre en finansunion. Men det er alt for tidligt at sige, hvornår danskerne kommer til at stemme om sagen, lyder det fra økonomi- og indenrigsministeren.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned