Den tyske forbundskansler, Angela Merkels kraftige insisteren på at ændre EU's traktat som led i redningsforsøget for euroen har allerede konsekvenser for Danmarks kommende EU-formandskab.
Det erkender økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) forud for onsdagens møde med EU-kollegerne i Bruxelles.
- Det påvirker allerede vores forberedelser. For vi bruger tid på at diskutere, hvor ender det her. Bliver det en stor ændring, en lille ændring, kommer den på bordet nu, eller kommer det til at vente.
- Bare det, at der går tid med den slags diskussioner, påvirker vores forberedelse af andre ting, siger Vestager.
På onsdagens møde skal hun og de øvrige EU-landes økonomi- og finansministre igen forsøge at afpudse detaljer i den seneste redningspakke for euroen, som de og stats- og regeringscheferne enedes om for en måned siden.
Vestager erkender, at det sker på en stadig mere dyster baggrund, hvor nu også meget vægtige spillere i verdensøkonomien advarer om, at euroen kan falde helt fra hinanden.
Men konsekvenserne af et kollaps er ifølge Vestager for store til, at det kan ske.
- Det ville have enorme omkostninger. Sådan et kollaps har rigtig mange forskellige konsekvenser. Derfor er det et eller andet sted den diskussion, der foregår, siger hun.
Margrethe Vestager tilføjer, at det vigtige først og fremmest er, om landene har styr på deres økonomi.
- Jeg tror, snakken er urealistisk, for der er ingen, der vil tage konsekvensen af det. Konsekvenserne vil være massive for os alle sammen. Det vigtige er at holde øjnene på hovedsporet, siger Vestager.
Trods de dystre meldinger mener hun dog at se "en ny ansvarlighed" i europæisk økonomisk politik.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned