Vulkanudbruddet i foråret på Island lukkede ikke blot luftrummet over store dele af Europa. Vulkanen Eyjafjallajökull opførte sig også anderledes end før.
Det siger vulkanolog Rikke Pedersen fra det nordiske forskningscenter Nordvulk.
- Vulkanen opførte sig helt anderledes, end hvad vi ellers har observeret, og vores resultater kan hjælpe til med at forudsige udbrud fra vulkaner af lignende type, siger hun.
Nordvulks forskning er endt på forsiden af det anerkendte naturvidenskabelige tidsskrift "Nature". Centret har de seneste 18 år målt bevægelser i Eyjafjallajökull vulkanen. Nordvulks studie bygger på præcise målinger af vulkanens overflade og ændring på grund af bevægelse af smelte i vulkanens indre. Studiet er vigtigt for at forstå processerne inde i denne type vulkaner for at kunne forudsige, hvornår der sker nye udbrud.
- Globalt set er denne type vulkaner ikke overvåget tilstrækkelig godt til, at man ville kunne opfatte de små tegn, vulkanen giver fra sig, når den er på vej til udbrud. Dermed bliver forudsigelsen af nye udbrud svær for ikke at sige umulig, med mindre overvågningsnetværkene intensiveres væsentligt, siger Rikke Pedersen.
Nordvulks resultater belyser, hvordan moderat aktive vulkaner opfører sig, når de har udbrud med nogle hundrede eller tusinde års mellemrum. Der findes mange af dén slags vulkaner blandt andet omkring Stillehavet. Man kan læse mere om Nordvulks studier på nature.com.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned