3317 fodboldspillere solgt for 7,5 milliarder i januar
Pierre-Emerick Aubameyang er en af de fodboldstjerner, der skiftede klub i januar. Angriberen fra Gabon byttede tyske Borussia Dortmund ud med London-klubben Arsenal. Foto: Scanpix/Guido Kirchner
Scanpix/Guido Kirchner
Klubberne i England og Spanien førte an på transfermarkedet denne vinter, viser en analyse fra Fifa.
Der blev handlet fodboldspillere for godt 7,5 milliarder kroner på verdensplan i vinterens transfervindue.
Det viser en analyse fra Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).
Klubberne fra England, Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien tegnede sig for størstedelen af omsætningen, da de var involveret i handler til en værdi af 5,8 milliarder kroner - en stigning på 70,6 procent fra 2017.
De engelske klubber brugte flest penge i vinterens transfervindue, der var åbent fra 1. til 31. januar. I alt spenderede de næsten 2,9 milliarder kroner på nye spillere.
Klubberne i Spanien var også godt med, da de hentede spillere for næsten 2,2 milliarder kroner. De spanske klubber brugte mere denne vinter end i de foregående syv januar-vinduer tilsammen.
Mens pengene sad mere løst hos de engelske og spanske klubber, så brugte topklubberne i Italien, Frankrig og Tyskland denne vinter færre penge end i januar 2017.
Fifa har registreret 3317 handler fra 1. til 31. januar på verdensplan.
Af fodboldforbundets 211 medlemslande var der åbent for handler i 95 af landene.
Traditionelt foretager fodboldklubberne de fleste handler i sommerens transfervindue, hvor der er en mere naturlig pause, da de fleste ligaer starter om sommeren og efteråret.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned