39 tjekker anholdt efter slagsmål ved Parken
Der opstod tumult foran Parken før FC Københavns møde med Sparta Prag. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Tjekkiske fans lykkedes med at komme i clinch med FCK-fans. Politiet afbrød slagsmålet, siger politileder.
Politiet har frihedsberøvet i alt 39 mennesker ved Parken i København, efter at tilhængere af Sparta Prag og FC København tirsdag aften kom i slagsmål.
Det oplyser politiet.
Slagsmålet skete forud for de to klubbers møde i Champions League-kvalifikationen.
Fotos viser, at civilklædte politifolk brugte deres stave mod flere personer på stedet.
I Københavns Politi oplyser vicepolitiinspektør Jesper Bangsgaard, at nogle tjekkiske fans tilsyneladende opsøgte tilhængere af FCK, og at det lykkedes at få en konfrontation. Derefter gik politiet i aktion.
- Vi fik afbrudt slagsmålet, siger Jesper Bangsgaard.
Han oplyser til politiken.dk, at der formentlig var tale om et aftalt sammenstød. Begge parter havde tandbeskyttere på og havde hætter til at trække ned over ansigtet.
De 39 er foreløbig tilbageholdt i medfør af politiloven, oplyser Bangsgaard til Ritzau. Den giver politiet beføjelse til at frihedsberøve borgere i op til seks timer for at forebygge lovovertrædelser.
Samtlige er tjekkiske fans, oplyser vicepolitiinspektøren.
Muligvis vil nogle af de 39 senere blive sigtet for at have begået lovovertrædelser. Det afhænger blandt andet af, om der er beviser på videooptagelser, oplyser Jesper Bangsgaard.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned