AaB Ishockey har været en tur i tænkeboksen for at finde vejen tilbage til medaljekampen efter et slutspil, hvor holdet sluttede lige uden for de sjove kampe.
Beslutningen er faldet på en omstrukturering af klubben, så den tidligere AaB-profil Frederik Åkesson, der har en fortid som assistenttræner i Aalborg, bliver ny ishockey-direktør.
- Frederik Åkesson har den nødvendige forretningsmæssige og sportslige kompetence, samtidig med et stort kendskab til AaB og ishokeysporten generelt.
- Det glæder os, at det er en AaB-dreng med en stærk AaB-profil, som vi kan sætte i spidsen for dette projekt, siger AaB-direktør Poul Sørensen i en pressemeddelelse.
På trænerposten har nordjyderne også fundet en gammel kending. Svenskeren Martin Karlsson tager over efter Karsten Arvidsson.
Martin Karlsson var træner i AaB fra 2002-2004, da klubben vandt DM-sølv.
- Jeg kender Martin som en yderst kompetent træner, der altid følger sit koncept. Hans fokus er at få spillerne i god fysisk form, og så er han garant for resultatorienteret og angrebsivrig ishockey, siger Frederik Åkesson.
AaB's nuværende assistenttræner, Martin Struzinski, fortsætter i rollen som assistenttræner.
Mens AaB Ishockey sidste år vandt DM-sølv, blev det i år blot til deltagelse i slutspillet, hvor klubben havnede på sidstepladsen efter Rødovre og Sønderjyske.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned