AaB kæmper sig i pokalsemifinale trods nederlag
Der blev gået til den, da Viborg vandt forgæves over AaB. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
AaB tabte 0-1 i Viborg, men avancerer til pokalturneringens semifinaler med samlet 2-1.
Mens det står sløjt til i Superligaen, lever AaB's jagt på klubbens fjerde pokaltitel i bedste velgående.
Skærtorsdag spillede de nedrykningstruede nordjyder sig i pokalturneringens semifinaler på trods af et 0-1-nederlag i Viborg. AaB vandt nemlig den første kvartfinale med 2-0 og avancerer altså med samlet 2-1.
Anton Gaaei lavede et flot langskudsmål for viborgenserne i slutningen af første halvleg, men trods flere gode muligheder til de grønblusede blev kampen ikke presset ud i forlænget spilletid.
Midlertidig AaB-cheftræner Oscar Hiljemark kan foruden semifinalepladsen glæde sig over, at hans spillere leverede en heroisk arbejdsindsats opgøret igennem, og at holdet trods nederlaget ser forvandlet ud efter fyringen af Erik Hamrén.
I den første halve time var de nordjyske gæster klart bedst i Viborg, men fik ikke forvandlet overtaget til mål.
I Viborg-lejren erkendte træner Jacob Friis modgangen, og den ellers ofte så livlige Elias Achouri blev flået ud efter en jammerlig halv time på banen.
Sofus Berger kom ind i stedet, og selv om den unge dynamo hverken strålede eller det modsatte, havde indskiftningen den tiltænkte virkning. Pludselig havde Viborg initiativet og pressede på foran AaB's felt.
Det var dog ikke en stor chance, der førte til Viborgs 1-0-mål.
Langt uden for feltet dumpede bolden ned foran Anton Gaaei, og backen hamrede den over i det lange hjørne på en halvflugter. Det var hans første mål for Viborg.
Hjemmeholdet var nu blot et mål fra forlænget spilletid, men det lykkedes ikke at få bolden i mål igen. Zan Zaletel var ellers tæt på med otte minutter tilbage af den ordinære spilletid, men Daniel Granli fik afværget slovenerens hovedstødsforsøg på stregen.
Ud over AaB er FC Nordsjælland også kvalificeret til pokalsemifinalerne. De øvrige to semifinalister findes senere torsdag. Derefter finder lodtrækningen sted.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie