Aalborg henter to landsholdsspillere

Aalborg Håndbold fortsætter med at bringe kompetent arbejdskraft ind i truppen forud for næste sæson, hvor holdet overtager AaB's plads i Jack & Jones Ligaen.

Torsdag blev det således offentliggjort, at den norske landsholdsfløj Håvard Tvedten skifter til holdet fra spanske Valladolid på en toårig kontrakt, mens den danske landsholdsstreg Jacob Bagersted kommer til fra AG København på en treårig aftale.

- Det er et scoop for os at få Håvard tilbage. Han har løftet sit niveau i de fem sæsoner i spansk håndbold, og så er han en rigtig publikumsyndling.

- Hans præstationer kulminerede med udtagelsen til VMs All Star-hold i januar, hvor han også blev nummer to på topscorerlisten, siger direktør Jan Larsen i en pressemeddelelse.

32-årige Håvard Tvedten spillede i AaB fra 2002 til 2006 og været en fast mand på det norske landshold i 11 år.

23-årige Jacob Bagersted blev udtaget på det yderste mandat til den danske VM-trup, men besidder et potentiale, som Aalborg Håndbold glæder sig til at forløse.

Bagersted bliver tilovers i AGK, hvor stregduoen kommer til at bestå af René Toft Hansen og Henrik Toft Hansen.

-Jacob er en spiller med stor fysisk styrke i begge ender af banen og en ønskespiller til vort hold. Han er fremtidens mand på vort hold og på landsholdet, og han har allerede vist sit værd i både FCK Håndbold og AG København, siger Jan Larsen.

Ud over de to spillere har Aalborg Håndbold også kontrakt med blandt andre store navne som Kristian Kjelling, Ole Erevik, Jonas Larholm, Jan Lennartsson og Henrik Møllgaard.

Derimod oplyser Jan Larsen til sporten.dk, at landsholdsspilleren Mads Christiansen forlader klubben efter denne sæson. Ifølge Dagbladet bliver han præsenteret i Team Tvis Holstebro fredag./ritzau/

Aalborg Håndbold skriver kontrakt med Jacob Bagersted og Håvard Tvedten. Derimod stopper Mads Christiansen.

Offentliggjort Sidst opdateret