Aalborg-profil ser lavt bundniveau som grund til fyring
Når spillet fungerede under Maik Machulla, ramte Aalborg et højt niveau. Her er Thomas Arnoldsen i et gennembrud i Champions League-kampen mod Kielce, som aalborgenserne vandt 35-28. Foto: Piotr Polak/Ritzau Scanpix
Taktiske ændringer slog ikke igennem på Aalborgs hold, og bundniveauet blev for lavt, mener Thomas Arnoldsen.
Holdpræstationer, der kunne svinge fra himmel til helvede fra den ene kamp til den anden, og taktiske ændringer, der aldrig slog igennem.
Det er ifølge Aalborg Håndbolds landsholdsprofil Thomas Arnoldsen noget af baggrunden for søndagens overraskende fyring af Aalborg-træner Maik Machulla efter få måneder i klubben.
- Der er mere i holdet, end det vi har vist. Jeg synes, at vi under Maik - specielt i Champions League-kampene mod Nantes, Magdeburg og Kielce --- - viste, at vi virkelig kan levere på et højt niveau.
- Men vi fik også vist, at vi meget hurtigt kunne falde ned i et hul og spille noget rigtig dårlig håndbold. Jeg tror, at det var det, det bundede i. At vi kunne have et sindssygt højt topniveau, men samtidig have så lavt et bundniveau, at alle hold kunne slå os.
- Det synes jeg simpelthen at vi skal være for dygtige til, siger Thomas Arnoldsen.
Machulla afløste i sommer Stefan Madsen, og tyskeren med en fortid i Flensburg-Handewitt medbragte naturligvis sin egen opskrift på, hvordan en håndboldkamp skal gribes an.
Men i Arnoldsens øjne blev de taktiske ændringer aldrig rigtig en succes.
- Han kom med nogle ting, der var rigtig fine, men der har også været nogle gange, hvor vi har været i tvivl om, hvordan vi skulle gøre tingene. Og det synes jeg godt, man kunne se, når vi spillede.
- De ting, der fungerede sidste år, blev taget lidt ud, fordi han havde nye idéer. Vi havde måske lidt svært ved at finde balancen, siger Thomas Arnoldsen.
På trods af, at præstationerne har været ustabile, var han overrasket, da klubben meddelte, at tålmodigheden med Machulla var opbrugt.
- Jeg synes jo, at det er hård kost. Man kan godt se det fra Maiks synspunkt. Han har ikke haft de optimale betingelser, fordi han på grund af OL ikke har haft en normal opstart, og der har været mange spillere ude med skader.
- Det kom lidt som et chok, men der har måske ikke været plads til, at vi skulle fejle mere, siger Thomas Arnoldsen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned