Afklaring om badmintonfinale lader vente på sig
Beslutningen om en mulig afvikling af DM-finalen i badminton lader vente på sig, men en afklaring er på vej.
Der bliver arbejdet på højtryk i Badminton Danmark for at finde en løsning på at få spillet årets guldfinale i badminton mellem Skovshoved og Team Skælskør-Slagelse, men parterne er endnu ikke nået til en afklaring.
Det meddeler direktør i Badminton Danmark, Bo Jensen, som tirsdag eftermiddag sad i møde og ikke kunne komme med andre detaljer end tidshorisonten for en mulig løsning.
- Jeg har ikke noget nyt at sige i forhold til i sidste uge. Men vi forventer at have en endelig afklaring senest torsdag. Måske allerede onsdag, siger Bo Jensen.
I fredags lød meldingen, at man håbede på en løsning i starten af denne uge, men den tidshorisont var for optimistisk.
Sagen handler om, at Team Skælskør-Slagelse protesterede mod, at Skovshoved ville benytte Christinna Pedersen i finalen.
Ifølge Badminton Danmarks reglement måtte landsholdsspilleren ikke stille op i DM-finalen, fordi hun i denne sæson har deltaget i mere end én klubturnering uden for Europa - i Malaysia og Indien.
Skovshoved insisterede på at bruge Christinna Pedersen, da klubben mente, at Badminton Danmark havde givet hende dispensation til at deltage i to klubturneringer uden for Europa.
Tvisten affødte et krisemøde mellem forbundet og de to klubber, men man fandt ikke frem til en løsning, og derfor aflyste Badminton Danmark guldkampen, der skulle have været afviklet 24. marts.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned