AGK-spiller puster liv i islandsk EM-håb

Den norske landstræner var klar til at rive hovedet af kampdommeren efter slutfløjt, og det var et ganske sigende billede på EM-håndboldkampen i gruppe D mellem Norge og Island, som vandt 34-32 efter et fantastisk comeback.

Norge førte ellers opgøret komfortabelt, og Island lignede et hold, der lige så godt kunne pakke EM-drømmen sammen og rejse hjem. Men så gik de norske håndboldherrer i stå, mens øboerne lugtede sejr.

En særdeles stabil indsats fra straffepletten af AG København-spilleren Gudjon Sigurdsson, som scorede otte mål, bidrog overbevisende til sejren. AGK-spilleren scorede fire mål på straffekast af fire mulige.

Holdets anden AGK'er, Arnor Atlason, scorede et enkelt mål.

Nordmændene må stå tilbage med en særdeles bitter fornemmelse, eftersom de førte med hele fire mål, da der manglede 10 minutter. Islændingene virkede slatne, men i løbet af bare tre minutter var føringen reduceret til et enkelt mål.

Otte minutter før slutfløjt kom Island på uafgjort 30-30, og derefter nåede Norge aldrig tilbage i føring.

Dermed har både Norge og Island en sejr og et nederlag.

Island tabte 29-31 i første kamp til Kroatien, mens Norge vandt deres første kamp med 28-27 over Slovenien.

Kroatien fører gruppe D med fire point, da kroaterne onsdag vandt 31-29 over Slovenien. Norge og Island har to point hver, mens Slovenien ligger sidst uden point på kontoen.

/ritzau/

De islandske håndboldherrer vandt 34-32 over Norge ved EM i Serbien efter et imponerende comeback.

Offentliggjort Sidst opdateret