Selvom AG København søndag eftermiddag slog den europæiske storklub Montpellier 31-29, er landsholdsspilleren Lars Jørgensen lidt ærgerlig.
Københavnerne var nemlig foran 21-12 ved pausen, men gik ned i kadence i anden halvleg.
- Før kampen håbede vi bare på, at vi kunne vinde. Men Boldsen og jeg sad på bænken til sidst med en lidt lad fornemmelse. Vi burde have gået herfra og have vundet med i hvert fald fem mål, og det havde også set bedre ud på papiret, siger Lars Jørgensen.
Han glæder sig dog alligevel over, at holdet i starten af kampen nærmest udspillede franskmændene.
- Jeg er stolt over, at det her projekt gjorde det så godt mod Montpellier, som er et af Europas bedste hold, siger Lars Jørgensen.
- Det var nærmest perfekt, det vi leverede i første halvleg. Det var måske lige voldsomt nok, at vi var foran med ni mål, og det havde vi ikke regnet med.
Forud for kampen var der meget fokus på duellen mellem Montpelliers verdensstjerne Nikola Karabatic og hans danske modpart Mikkel Hansen.
Det opgør vandt danskeren søndag, mener Lars Jørgensen.
- Karabatic fik ikke sat lige så meget præg på kampen, som Mikkel fik gjort, lyder det fra den rutinerede spiller, som dog stadig fremhæver franskmandens evner.
- Karabatic er en meget stærk spiller, som kan dække perfekt op i ethvert forsvar. På den måde er han en mere komplet spiller end Mikkel, og han har også været med på det her niveau i flere år, siger Lars Jørgensen.
Mikkel Hansen leverede fem scoringer i kampen, mens Nikola Karabatic fik bolden i AGK-målet to gange.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned