Aldersbonus gav Lindberg 60 minutter som bænkevarmer
Hans Lindberg (til venstre) havde ikke grund til at smide træningsjakken, da Danmark slog Tunesien ved VM. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Det var udelukkende for at spare på kræfterne, at Hans Lindberg var bænket i hele kampen mod Tunesien.
Efter at have delt spilletiden med Johan Hansen i de første to kampe fik Hans Lindberg ikke et sekund på banen, da håndboldlandsholdet bankede Tunesien med 34-21 ved VM.
Der er dog ikke noget fysisk i vejen med veteranen fra Füchse Berlin, fastslår landstræner Nikolaj Jacobsen.
Det handlede ganske enkelt om at skåne Lindbergs 41-årige ben med tanke på, at danskerne håber at skulle spille ni kampe på 17 dage ved VM.
- Der er noget, der hedder aldersbonus. I denne kamp var det fint, at Johan spillede. Det er en lang turnering, og Hans skal forhåbentlig holde i lang tid endnu, siger Nikolaj Jacobsen.
For Johan Hansen var det selvsagt en positiv oplevelse for en gangs skyld at få fuld spilletid på landsholdet.
- Det var dejligt. Jeg nyder hvert sekund. Jeg har spillet en rigtig fin turnering, og det betød i første omgang, at jeg fik lov at starte, og så fik jeg også lov at fortsætte, siger Johan Hansen.
Med Hansen på højre fløj kunne landstræneren se sit hold hente endnu en stensikker sejr trods lidt vanskeligheder i indledningen, hvor tuneserne bragte sig foran 4-1 og 5-2.
- I starten var der lidt for lavt tempo i begge ender af banen. Men derefter spillede vi rigtig god håndbold og fik lavet de mål, der skulle til.
- Vi brændte lovlig mange afslutninger i anden halvleg. Til gengæld dækkede vi fremragende op, og Niklas Landin stod en virkelig flot halvleg, siger Nikolaj Jacobsen.
Som ventet tager Danmark de maksimale fire point med videre til mellemrunden, der begynder på torsdag. Første kamp byder på et møde med Kroatien.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned