Analyse: Held tilfalder aldrig et bundhold

Mikkel Thygesen var slet ikke i tvivl om, at der var straffespark til Nykøbing FC i overtiden. Arkivfoto: Ingrid Riis

Nykøbing FC var dybt uheldige i overtiden af kampen mod HIK, hvor de blev snydt for et straffespark.

Offentliggjort Sidst opdateret

GENTOFTE, FOLKETIDENDE: Skuffelsen og frustration over kampens dommer fyldte meget efter det uafgjorte resultat mod HIK. For tredje gang i træk spillede Nykøbing FC 1-1.

Kampens Nykøbing FC-spiller: Flere bød sig til, men Mikkel Basse leverede en fejlfri præstation på midtbanen, hvor han bandt spillet godt sammen. Kunne havde krydret indsatsen med et mål, men skød centimeter over overliggeren i slutningen af første halvleg.

Kampens nedtur: Lucas Nyman Engelmand blev desværre skurken for Nykøbing FC, da han begik et straffespark efter en times spil i en situation, der ellers så ufarlig ud. Han hævdede selv, at det var bolden han prikkede, men aktionen gav dommeren muligheden for at dømme et straffespark.

Derfor spillede Nykøbing FC uafgjort: Fordi dommer Mathias Lykke ikke dømte det klokkeklare straffespark efter 92 spillede minutter, som hele Gentofte Sportspark kunne se var der. Men den gamle sang om et bundholds lod hænger stadig ved.

Nykøbing FC leverede på mange måder en godkendt indsats, og kom også foran i første halvleg. Efter pausen havde gæsterne kontrollen indtil Lucas Nyman Engelmand desværre kom i ufrivillig fokus med sit begåede straffespark.

Begge hold gik efter sejren til sidst, men Nykøbing FC burde have haft det forsøg fra 11-meterpletten, der kunne have sikret dem sejren.

Nu blev det i stedet for tredje gang i træk kun til uafgjort 1-1, og selvom "Bjørnene" spillemæssigt er med i alle kampene, og også havde fortjent mere end de tre point det er blevet til i de sidste tre kampe, så taler tabellen sit klare og tydelige sprog. Det flytter intet i tabellen og nedrykningen er inden for få kampe en nagelfast realitet.