Antonsen slår vietnameser og er videre ved VM i badminton
Anders Antonsen tog tidligt onsdag en sejr i to sæt over Tien Minh Nguyen fra Vietnam. Foto: Adek Berry/Ritzau Scanpix
Adek Berry/Ritzau Scanpix
Anders Antonsen vandt tidligt onsdag morgen i to sæt over Tien Minh Nguyen i anden runde ved VM i badminton.
Den danske badmintonspiller Anders Antonsen er klar til tredje runde ved VM i badminton efter en sejr i to sæt over Tien Minh Nguyen fra Vietnam.
Anders Antonsen vandt tidligt onsdag morgen dansk tid 21-16, 21-18.
Det var Antonsens første kamp ved VM i kinesiske Nanjing, efter at han gik videre til anden runde uden kamp. I første runde trak thailandske Tanongsak Saensomboonsuk sig, inden de to spillere kom i aktion.
Antonsen, der er nummer 16 i verden, var på forhånd favorit imod den vietnamesiske nummer 55.
Det blev dog et relativt tæt opgør.
De to spillere fulgtes ad i det meste af første sæt, inden danskeren ved stillingen 16-13 skruede bissen på. Antonsen vandt fire bolde i træk og sikrede sig sætsejren på sin fjerde sætbold.
I andet sæt kom Antonsen tidligt foran med 7-2. Den vietnamesiske modstander formåede dog at holde sig i live og fik udlignet til 15-15.
Antonsen svarede igen ved at vinde tre bolde, og det banede vejen for, at han kunne tage sættet og dermed sejren.
I tredje runde, der svarer til ottendedelsfinalen, skal Antonsen møde japanske Kento Momota, der er sjetteseedet.
I herredouble var der også dansk succes onsdag morgen.
Sjetteseedede Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding vandt med 22-20, 21-16 over kineserne He Jiting og Tan Qiang.
Mens første sæt var præget af et kinesisk overtag, som først ophørte i slutningen af sættet, var andet sæt mere problemfrit for de to danskere, der gik fra 2-2 til 5-2 og siden aldrig var i nærheden af at blive hentet.
I tredje runde venter sandsynligvis turneringens 11.-seedede par fra Taiwan.
Også damedoublen med Sara Thygesen og Maiken Fruergaard er videre til tredje runde. De 15.-seedede danskere slog et useedet tyrkisk par med 21-18, 21-7.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned