Arsenal lider tidligt FA Cup-exit mod Nottingham Forest
Nottingham Forests Lewis Grabban scorede det afgørende mål og sendte Arsenal ud af FA Cuppen søndag aften. Foto: Daniel Leal/Ritzau Scanpix
Daniel Leal/Ritzau Scanpix
Nottingham Forest er klar til fjerde runde af FA Cuppen efter en overraskende sejr over Arsenal.
På papiret skulle Arsenal på en overkommelig opgave i FA Cuppens tredje runde, der bød på et udebaneopgør mod Nottingham Forest.
Men overkommeligt blev det langt fra søndag aften, da holdet led et tidligt turneringsexit med et 0-1-nederlag.
Indskiftede Lewis Grabban scorede kampens enlige mål med syv minutter igen.
Nottingham Forest kom indledningsvist godt ud til opgøret, men da spillet begyndte at sætte sig i første halvleg, var det Arsenal, der overtog spilstyringen.
De målgivende chancer skulle dog udeblive i løbet af de første 45 minutter.
Modsat flere andre Premier League-hold startede London-mandskabet deres FA Cup-opgør med en lang række vanlige profiler. Herunder den formstærke nordmand Martin Ødegaard samt Bukayo Saka.
Det var dog i stedet hjemmeholdets dansker Philip Zinckernagel, der skulle komme tættest på at åbne målscoringen i starten af anden halvleg.
Han fik sat en stærk afslutning ind efter et kontrastød, men Bernd Leno i Arsenal-målet stod det rigtige sted.
Forest fortsatte med at sætte en række fine angreb op, og det lod også til at få publikum op af stolene. Men den afgørende aflevering fortsatte holdet med at have svært ved langt ind i anden halvleg.
I modsatte ende virkede opgøret låst, og Arsenal havde umådeligt svært ved at få lirket det solide Forest-forsvar op.
Med syv minutter igen af den ordnære spilletid var det så den indskiftede Grabban, der slog til efter en hurtig kontra og et præcist indlæg fra højre side.
Leno stod en solid kamp, men kunne ikke gøre noget ved det kampafgørende mål.
Resultatet betyder, at Nottingham Forest, der til dagligt tørner ud i den næstbedste engelske fodboldrække, er klar til fjerde runde af turneringen.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie