Arsenal-manager om nedtur: En pinefuld og trist dag
Mikel Arteta kalder 1-2-nederlaget mod Fulham for den værste kamp i sæsonen. Foto: Paul Terry/Ritzau Scanpix
Mikel Arteta forsøger at holde humøret oppe efter en pointfattig og spillemæssig skidt afslutning på 2023.
Arsenal missede søndag muligheden for at holde nytår som førerhold i Premier League.
Bukayo Saka bragte ellers holdet foran 1-0 i udekampen mod Fulham, som dog slog tilbage og vandt 2-1.
- Det var en pinefuld og trist dag. Sådan vil jeg opsummere det. Vi var helt enkelt ikke gode nok, siger Arsenals manager, Mikel Arteta, ifølge Reuters og kalder præstationen for "den værste i sæsonen".
Spanieren erkender, at Fulham fandt de helt rette våben til at skade Arsenal.
- Vi kunne ikke kontrollere deres direkte spil. Det var så nemt for Fulham at vinde første- og andenboldene og få muligheder for at løbe mod mål. Vi indkasserede begge mål på den måde.
- Dette må ikke ske igen, for i så fald får vi aldrig muligheden for at være, hvor vi gerne vil være, siger Arteta.
Arsenal sluttede generelt 2023 i skidt form. De sidste fem ligakampe gav blot fire point. Arteta har dog ikke mistet modet og udtrykker tillid til sine spillere.
- Vi har chancen for at være bedst i ligaen med disse spillere. De er virkeligt gode, og vi arbejder videre med dem, siger Arsenal-chefen.
Liverpool og Aston Villa har begge 42 point i toppen af tabellen, mens Manchester City og Arsenal følger efter med 40 point. Både Liverpool og City har en kamp i baghånden.
Arsenals næste ligakamp er mod Crystal Palace 20. januar. Søndag kommer Liverpool på besøg i FA Cuppen inden en mindre vinterpause.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned