Arsenal-manager satser alt på to turneringer
Mikel Arteta har været manager for Arsenal siden december 2019. Foto: David Klein/Ritzau Scanpix
Mikel Arteta prioriterer Europa League lige så højt som Premier League før sæsonafgørelsen.
Arsenal ligger gunstigt i kampen for at vinde det engelske fodboldmesterskab for første gang i 19 år, for med 11 spillerunder tilbage har holdet et forspring på fem point ned til Manchester City.
Førstepladsen i Premier League har dog ingen indflydelse på, hvor mange kræfter Arsenal vil bruge i Europa League. Manager Mikel Arteta insisterer nemlig på, at Arsenal skal jagte en titel i begge turneringer, selv om andre hold i lignende situationer tydeligt har prioriteret en ligatriumf.
Europa League er ikke en spareøvelse, fastslår Arteta før torsdagens returkamp i ottendedelsfinalen mod portugisiske Sporting CP.
- Begge turneringer er vores prioritet.
- Den bedste måde at forberede sig til enhver turnering er ved at have vundet den foregående kamp, så man kommer ind med selvtillid og den rette følelse i den næste kamp, siger Mikel Arteta ifølge AFP.
Europæisk exit vil give holdet mere tid på træningsbanen til at forberede sig på de afgørende spillerunder i Premier League, men det er altså ikke ønskværdigt, understreger spanieren.
Selv om Arteta gennem sæsonen har brugt de mange kampe i de to turneringer til at fordele spilletiden bredt ud i sin trup, har hans hold fået gode resultater.
Arsenal har vist, at holdet er i stand til at spille europæisk fodbold om torsdagen for derefter at vinde i Premier League i weekenden. Arsenal har vundet seks ud af syv ligakampe efter at have spillet europæisk i midtugen.
Den første ottendedelsfinale mellem Arsenal og Sporting endte 2-2 i Lissabon i sidste uge. Torsdagens returkamp begynder klokken 21 dansk tid.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned