Arsenals forsvarskrumtap er ude resten af sæsonen
Arsenal-stopperen Gabriel Magalhães udgik efter et kvarters spil i tirsdagens Premier League-kamp mod Fulham. Foto: Glyn Kirk/Ritzau Scanpix
Arsenal må undvære Gabriel i de resterende engelske ligakampe samt Champions League-kampene mod Real Madrid.
Arsenal er svækket i defensiven forud for tirsdagens kvartfinale i Champions League hjemme mod Real Madrid.
Den brasilianske midtstopper Gabriel Magalhães udgik efter et kvarter med en lårskade i tirsdagens 2-1-sejr hjemme mod Fulham i Premier League.
Dommen kom torsdag. Den lyder, at 27-årige Gabriel står foran en operation og er ude resten af sæsonen. Det oplyser Arsenal på fodboldklubbens hjemmeside.
Dermed kan Gabriel ud over de to kampe mod Real Madrid ikke være med i de otte resterende kampe i Premier League.
- Gabriel vil få gennemført et kirurgisk indgreb i baglåret i løbet af de kommende dage. Straks derefter vil han begynde et genoptræningsprogram med henblik på at blive klar til starten af næste sæson, oplyser Arsenal.
Gabriel har i denne sæson været stamspiller for Arsenal. Han har spillet 42 kampe for London-klubben på tværs af turneringer. Det er blevet til fem mål.
Kun to spillere i Arsenal er noteret for flere spilleminutter i denne sæson. Det er målmanden David Raya og forsvarsmakkeren William Saliba.
Skaden til Gabriel øger problemerne for Mikel Arteta, når træneren skal stille et stærkt forsvar mod Real Madrid.
I forvejen er Arsenal nemlig uden forsvarsspillerne Riccardo Calafiori, Ben White og Takehiro Tomiyasu. Desuden udgik backen Jurriën Timber i tirsdagens Fulham-kamp med knæproblemer.
- Vi har mistet fire spillere i defensiven på en uge. Vi har stadig fire andre spillere, som står klar til at gøre deres arbejde, sagde Arteta efter kampen mod Fulham.
Arsenal har også meldt angriberne Gabriel Jesus og Kai Havertz ude for resten af sæsonen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned