Astanakaptajn efter trøjetab: Det er ikke slut endnu
Astanas Tour-håb måtte se den gule førertrøje blive pillet af ham, da Fabio Aru mistede terræn i afslutningen på 14. etape. Foto: /ritzau/AP/Peter Dejong
/ritzau/AP/Peter Dejong
Fabio Aru mistede den gule trøje i Touren lørdag, da italieneren ikke fik placeret sig korrekt kort før mål.
Fabio Aru (Astana) havde ikke forventet at miste den gule førertrøje i Tour de France på lørdagens 14. etape.
Sådan gik det dog for italieneren, der i finalen var placeret dårligt og tabte tid til Chris Froome (Sky), der erobrede trøjen tilbage.
På de sidste 700-800 meter af etapen op til målet i Rodez lurede en stejl bakke, og da Astana-holdet aldrig fik placeret Aru ordentligt, så blev han sat og har nu på andenpladsen i det samlede klassement 18 sekunder op til Froome.
- Jeg var for langt tilbage på den sidste stigning. Der opstod et hul i feltet, og jeg måtte bruge mange kræfter på at lukke hullet. Det betalte jeg for, da der opstod endnu et hul.
- Det er forklaringen.
- Det giver ikke mening at sige, at jeg gerne ville have beholdt trøjen. Et hul på 18 sekunder er ikke ingenting, men det bliver en udfordrende sidste uge, og det hele er ikke tabt, siger Fabio Aru ifølge AFP.
Holdkammeraten Michael Valgren var ude med lidt kritik af sin holdkaptajn umiddelbart efter etapen.
- Hvad der lige skete, ved jeg sgu ikke. Han (Aru, red.) er ikke så god til lige at sidde på dæk af os, og på sådan en stor vej så mistede vi hinanden fire-fem gange. Jeg ved ikke, om det er hans skyld eller vores skyld, lød det fra Michael Valgren.
Danskeren erkendte dog, at alle holdkammerater "farede lidt rundt alene" i afslutningen.
Fabio Aru understreger, at han er sikker på, at der efter søndagens 15. etape vil være opstået større tidsforskelle i toppen af klassementet.
- Nu tænker jeg kun på at restituere. Der ikke noget drama, siger Aru.
Den holdning blev bakket op af holdets sportsdirektør Giuseppe Martinelli.
- Vi forventede ikke at tabe trøjen lørdag, men sådan gik det. Vi har ikke tænkt os at gøre det til et drama. Måske er det meget godt, for de næste etaper bliver svære at kontrollere.
- Vi forholder os rolige, og alperne venter også, siger Martinelli.
Romain Bardet (AG2R) er fem sekunder efter Aru, og der er kun yderligere seks sekunder ned til Rigoberto Urán (Cannondale).
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned