Aston Villa-manager: Helenius bliver her
Aston Villas manager, Paul Lambert, afviser foreløbig at sende Nicklas Helenius til en anden fodboldklub på udlån, selv om der er langt mellem spilleminutterne til den tidligere AaB-angriber.
Lambert hentede tidligere på måneden den engelske veteranangriber Grant Holt ind på en kort kontrakt og erkender, at Holt står foran danskeren i køen til at blive nærmeste afløser for førsteangriberen Christian Benteke.
Alligevel er der ingen planer om at give Helenius kamptræning i en anden klub.
- Ikke i øjeblikket, siger Paul Lambert ifølge Birmingham Mail.
- Han er ikke frustreret, det er én ting, Nicklas ikke er. Hvis du ser Helenius afslutte under træningen, misser han meget sjældent målet. Han er en ung fyr, og han lærer, forklarer den skotske manager.
I stedet for at komme til en klub på et lidt lavere niveau skal Helenius forsøge at aflure nogle tricks fra rutinerede Holt under Aston Villas træning.
- Han kommer med erfaring og er smart. Han skaffer holdet frispark, hvor en ung spiller måske ikke er i stand til det, forklarer Lambert om den tidligere Norwich- og Wigan-angriber.
Lambert har stadig store forhåbninger til Nicklas Helenius, der kun har været på banen i tre Premier League-kampe siden skiftet til Birmingham-klubben sidste sommer.
Helenius skal dog først have flere muskler på kroppen og lære at bruge dem rigtigt.
- Når Nicklas får den fysiske del på plads, så kan han klare det. Jeg har ingen bekymringer i den retning, siger Paul Lambert.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned