Australier spurter sig til våd Giro-triumf
Kaden Groves jubler efter sin Giro-sejr. Foto: Luca Bettini/Ritzau Scanpix
Kaden Groves var hurtigere end Mads Pedersen og alle andre i spurten på 5. etape af Giro d'Italia.
Den danske cykelrytter Mads Pedersen (Trek) jagter fortsat sin første sejr i Giro d'Italia, så han kan blive historiens blot anden dansker til at vinde en etape i alle tre grand tour-løb.
Onsdag gjorde den tidligere verdensmester et ihærdigt forsøg på at krydse målstregen først, men det blev i stedet australieren Kaden Groves (Alpecin), der triumferede på de våde veje i Salerno.
Det er australierens 13. professionelle sejr i karrieren og hans første i Giroen.
I en tæt spurt blev Jonathan Milan (Bahrain) toer, mens Mads Pedersen blev henvist til tredjepladsen.
Undervejs på etapen var flere ryttere i asfalten, og det var også tilfældet på målstregen, hvor Mark Cavendish (Astana) styrtede.
På forhånd var Mads Pedersen en af etapens store favoritter, mens Magnus Cort (EF) havde varslet, at han næppe ville komme i betragtning til en triumf.
Etapens første dramatiske højdepunkt fandt sted tidligt, da en løssluppen hund forårsagede et styrt i feltet.
Verdensmesteren Remco Evenepoel var blandt rytterne i den syditalienske asfalt, men hurtigt hjalp hans Quick-Step-holdkammerater ham tilbage til feltet, og løbsfavoritten viste ingen svaghedstegn.
Løbet igennem lå en lille gruppe i udbrud, men snoren blev holdt kort, og syv kilometer før mål, var der samling på alle pedaltropperne.
Det var dog kun kortvarigt, for i et sving røg flere ryttere i asfalten, og store dele af feltet måtte stoppe op, mens lidt mere end en snes ryttere tordnede videre i front. Det gav en mere hektisk jagt på de forreste frem mod målstregen.
Det førte til et nyt styrt med lidt over to kilometer til mål, og atter måtte Evenepoel en tur i den våde asfalt.
Denne gang til store frustrationer for belgieren, som dog kæmpede sig i mål uden at ligne en medtaget mand. Også Primoz Roglic styrtede undervejs i løbet.
Som første nordmand siden 1981 var Andreas Leknessund iklædt løbets lyserøde førertrøje, og den kommer DSM rytteren også til at køre i, når feltet torsdag triller ud på 6. etape.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie