Avis: Barcelona brugte karantæneramt spiller i pokalkamp
Juan Brandáriz burde aldrig have været på banen for Barcelona i sidste uges pokalnederlag til Levante, skriver El Mundo. (Arkivfoto). Foto: Heino Kalis/Reuters
Heino Kalis/Reuters
FC Barcelona kan ifølge El Mundo ryge ud af Copa del Rey. Andet medie afviser, at klubben har begået fejl.
FC Barcelona har begået en brøler ved at benytte en ulovlig spiller i sidste uges kamp mod Levante i pokalturneringen Copa del Rey.
Det skriver den spanske avis El Mundo, der samtidig beretter, at Barcelona risikerer at blive smidt ud af turneringen.
Venstrebacken Juan Brandáriz, der startede på banen for Barcelona, slæbte ifølge avisen rundt på en karantæne, som han havde raget til sig på klubbens andethold.
Ifølge paragraf 56.3 i de spanske disciplinærregler skal en spiller ifølge El Mundo have afsonet en karantæne, før han kan gå på banen - uagtet at det er foregået på andetholdet.
Straks efter El Mundos historie har en anden spansk avis - Mundo Deportivo - skudt historien ned.
Mundo Deportivo skriver, at disciplinærreglerne i Spanien blev ændret 29. november, og derfor skulle det være i orden, at Barcelona benyttede Juan Brandáriz.
Uanset om reglerne er ændret eller ej, er det sidste punktum ikke sat i sagen. Torsdag aften oplyser Levantes ledelse, at man vil rette henvendelse til Det Spanske Fodboldforbund om at få sagen undersøgt.
Juan Brandáriz spillede den første time for Barcelona, der tabte pokalkampen med 1-2 til Levante. De to hold mødes igen torsdag aften på Barcelonas hjemmebane.
Den samlede vinder kvalificerer sig til en plads i kvartfinalerne i Copa del Rey.
Hvis Barcelona har begået en fejl, er der en risiko for, at den kan koste holdet den fortsatte deltagelse i pokalturneringen.
I december 2015 blev Real Madrid smidt ud af Copa del Rey i en lignende sag, da hovedstadsklubben havde benyttet russeren Denis Cheryshev, der var i karantæne.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned