Axelsen slår inder efter vildt comeback i andet sæt
Viktor Axelsen vandt andet sæt mod Srikanth Kidambi, selv om danskeren var bagud med 5-14. Foto: Kien Huo/Ritzau Scanpix
Viktor Axelsen, Anders Antonsen og Hans-Kristian Vittinghus er alle videre til anden runde i India Open.
Badmintonspilleren Viktor Axelsen fortsætter sin stime af sejre på World Tour. Efter at have indledt året med triumfen i Malaysia Open i sidste uge, åbnede den suveræne verdensetter onsdag India Open med en sejr i to sæt.
Efter 38 minutter på banen i New Delhi var inderen Srikanth Kidambi, der er verdens nummer 14, slået med cifrene 21-14, 21-19.
Dermed er Axelsen klar til torsdagens ottendedelsfinaler i turneringen, der rangerer som en Super 750-turnering. Det er på niveau med Denmark Open og lige under blandt andet All England.
Axelsen vandt første sæt uden problemer, men i andet sæt var Kidambi flyvende fra start, mens danskeren i en periode virkede tung i benene og lavede mange fejl.
Inderen førte med hele 14-5, inden det igen var Axelsen, der fik Kidambi på glatis. Axelsen vandt syv bolde i træk, fik kontakt ved 18-18, inden han afgjorde kampen på den første matchbold.
Anders Antonsen er også klar til anden runde ved India Open efter en sejr i tre sæt mod franske Toma Junior Popov.
Antonsen var regnet som klar favorit, men fik større problemer end ventet med franskmanden, der blev slået med 18-21, 21-19, 21-13.
Popov kom foran 8-2 i første sæt, og selv om Antonsen kom bedre med i sættet og undervejs udlignede til 17-17, tog Popov første sæt.
Andet sæt var længe meget lige. Danskeren gik fra 14-14 til 17-14, men Popov reducerede til 17-18, før Antonsen endelig fik hevet sættet hjem.
I det afgørende sæt havde Antonsen godt fat fra start og bragte sig foran 8-3 og ved sidebyttet 11-5.
Popov reducerede derefter til 9-11, men Antonsen satte reelt tingene på plads, da han vandt fem bolde i træk og vekslede 13-11 til 18-11.
Hans-Kristian Vittinghus kom nemt videre, da modstanderen, Daren Liew, trak sig med en skade ved stillingen 11-9 til danskeren.
I damesingle er Line Kjærsfeldt ude efter nederlag i to sæt til kineseren He Bingjao, der er nummer fem i verden. Cifrene lød 16-21, 15-21.
Senere tabte Line Christophersen med 17-21, 19-21 til Gregoria Mariska Tunjung fra Indonesien.
I mixeddouble er Mathias Christiansen og Alexandra Bøje videre til anden runde efter sejren på 21-10, 21-17 over et indonesisk par.
Det samme er herredoublen med Kim Astrup og Anders Skaarup, der slog et fransk par med 21-10, 21-11.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned