Axelsen spadserer videre til kvartfinalen i German Open
Den danske badmintonspiller Viktor Axelsen er videre til kvartfinalen i German Open. (Arkivfoto). Foto: Sajjad Hussain/Ritzau Scanpix
Sajjad Hussain/Ritzau Scanpix
Det lykkedes ikke for Rasmus Gemke at spille sig i kvartfinalen til et møde med Viktor Axelsen.
Viktor Axelsen spillede sig torsdag uden de store problemer videre til kvartfinalen i badmintonturneringen German Open.
Den danske badmintonstjerne vandt med de overbevisende cifre 21-13, 21-18 over indoneseren Alwa Farhan, der er nummer 40 i verden.
Axelsen, der brugte tre sæt onsdag på at avancere fra sin åbningskamp i Tyskland, havde det noget nemmere torsdag.
I første sæt fulgte Farhan godt med, og indoneseren kom foran 10-9. Men derfra vandt Axelsen otte point i træk, så danskeren pludselig førte 17-10.
Kampbilledet gentog sig i anden sæt, hvor Farhan kom foran 11-10.
Axelsen, der er nummer fire i verden, snuppede fem point i træk og bragte sig på 15-11, og det endte med at blive afgørende.
Selv om indoneseren afværgede fire matchbolde til slut, kom der aldrig for alvor spænding om sejren.
I kvartfinalen kunne Axelsen have mødt landsmanden Rasmus Gemke, men han levede ikke op til sin favoritværdighed, da danskeren tabte i tre sæt til Jason Gunawan fra Hongkong.
Gemke, der er nummer 29 i verden, tabte med cifrene 11-21, 21-15, 13-21 til verdens nummer 42.
I damesingle gik Mia Blichfeldt som den eneste af tre danskere videre til kvartfinalen. Mens Blichfeldt avancerede med en sejr i to sæt over en bulgarsk spiller, røg Amalie Schulz og Line Christophersen ud.
German Open er en Super 300-turnering og dermed en af de mindre på badmintonsportens World Tour.
/ritzau/
Seneste artikler
Ida er den eneste kvinde af sin slags på Sydhavsøerne
NFH kollapser mod nordmænd
Frygtede han var sprængt i stykker: Glemte alt i kaoset
Yngve overlevede flammerne, men slap aldrig mørket
Nu er borgerne til nyt udvalg fundet
Mest læste artikler
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok
Har du tjekket kuponen? To lottovindere fra samme by får stor gevinst